Den amerikanske popstjerne kommer til København for at lancere sin førsteundertøjskollektion fra Skandinaviens største lingerie-koncern, det danske firma CHANGE.

Men Britney Spears er ikke bare 'en marionet med et kendt ansigt', som firmaets stifter og direktør, Claus Walther Jensen siger det.

Spears er blevet medejer og medskaber i det fremstormende danske firma. 

- Det var faktisk Britney Spears, der spurgte os, om vi skulle lave et brand sammen. Til at begynde med vidste vi ikke helt, hvilket ben vi skulle stå på, men da hun viste os sine ideer, var vi ikke i tvivl. Det her ville blive banebrydende, siger Claus Walther i en pressemeddelelse om den amerikanske sangerindes henvendelse.

Siden gennembruddet i 1999 har Spears solgt mere end 100 millioner albums, men har samtidig rutschet op og ned både på popularitetsskalaen og i sit privatliv. 

Hun begyndte oprindeligt som fem-årig barnestjerne, og har blandt andet medvirket i Disneys talentprogram 'The Mickey Mouse Club', og har danset i musicals på Broadway. Indtil hun brød igennem med megahittet 'Baby One More Time'.

Og nu er den 33-årige kvinde altså blevet medejer i et dansk firma, og kommer til Forum, København 25. september for at lancere sin nye lingerie-serie sammen med sine nye partnere i CHANGES, der mildest talt er begejstrede for samarbejdet, der vil strække sig over de næste mange år.

- Det her er blot startskuddet, og vi kan garantere for, at det både bliver et stort, spektakulært og helt enestående modeshow, siger Claus Walther Jensen.

Også Britney selv er tilsyneladende glad for sin nye danske forbindelse, og i forbindelse med den nye serie siger hun, at 'lingeri skal være for alle. 'Uanset hudfarve, kropsstørrelse eller indkomst'.

- Min vision for The Intimate Britney Spears, (som er seriens navn) er, at designe undertøj, der er sexet, luksuriøst og behageligt på samme tid, siger den amerikanske entertainer i forbindelse med afsløringen af, at hun kommer til København.

Modeshowet  25. september koster 400 kroner, og udover Britney medvirker blandt andet Joey Moe og Ida Corr. Konferencier er Christiane Schaumburg Müller O'Connor, der i forvejen har sin egen undertøjs-kollektion, der også er målrettet et bredt kvindeligt publikum.