Tirsdag aften gik de fleste danske medier i breaking, da det kom frem, at den mangeårige TV 2-vært Jes Dorph-Petersen var blevet fyret fra kanalen. Fyringen skete på baggrund af anklager om seksuelle krænkelser, der er kommet frem i en sexismeundersøgelse foretaget af TV 2.

Samtidig skete der noget, vi ikke har oplevet i dansk MeToo-sammenhæng før.

Den anklagede part forsvarede sig.

Jes Dorph-Petersen gik selv til tasterne og fortalte i et Facebook-opslag om fyringen og anklagerne mod ham. Tv-værten gjorde det klart, at han ikke ønsker at harcelere over hverken MeToo eller kvinderne – men derimod over TV 2s håndtering af sagen og måden, undersøgelsen har fundet sted på.

Jes Dorph-Petersen har været vært på 'Go Aften Live' de seneste fem år.
Jes Dorph-Petersen har været vært på 'Go Aften Live' de seneste fem år. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Sagen har naturligvis startet en heftig debat på Facebook.

Opbakningen til Jes Dorph er ikke til at tage fejl af. Mange giver deres uforbeholdne støtte til tv-værten og finder det forrykt, at han nu fyres. Nogle mener, fyringen er berettiget, men i spalterne på de sociale medier er det et fåtal.

Mange debatterer også selve processen, og mange skyder med skarpt mod TV 2.

Desværre er der også flere, for hvem det ikke er nok at udtrykke sympati med Jes Dorph – men som samtidig sender en ordentlig svada i retning af de to kvinder, der har fortalt om deres oplevelser.

I undersøgelsen fortæller to daværende kvindelige journalistpraktikanter om krænkende adfærd fra Jes Dorphs side. Den ene kvinde har forklaret, at Jes Dorph-Petersen tiltvang sig sex med hende mod hendes vilje i en lejlighed i 2001. Den anden kvinde har fortalt, at tv-værten gjorde uønskede seksuelle tilnærmelser mod hende i 2003.

Ifølge Jes Dorph selv er første episode løgn, mens han ikke husker den anden episode.

Og disse kvinder får altså flere steder på sociale medier en hård medfart.

'Kvinder, som kommer 10, 20, 30 år efter med deres anklager, burde holde deres kæft. Hvis det ikke var vigtigt nok til at blive offentliggjort dengang, så er det heller ikke aktuelt i dag, bare fordi det nu er moderne at være krænket,' skriver en Facebook-bruger, som langtfra er alene med sin holdning, kan man se af diverse kommentarspor.

Jeg får ondt i maven, når jeg læser sådan en kommentar. For hvad er egentlig pointen i at svine de to kvinder til?

Uanset hvad man måtte mene om sagen, om fyringen er berettiget eller ej, så sidder der i den anden ende to kvinder, der egentlig bare har gjort det, de er blevet bedt om af TV 2 – de har svaret på en undersøgelse og fortalt om deres oplevelser.

At skyde dem diverse motiver i skoene, kritisere tidspunktet for anklagerne eller omstændighederne er simpelthen i min optik under lavmålet. Og i øvrigt ikke det, sagen handler om.

Jes Dorph-Petersen understreger endda selv, at han ikke er på hævntogt mod kvinderne, og at hans udmelding handler om processen og TV 2s håndtering.

Selvfølgelig skal vi kunne debattere MeToo – også på Facebook og andre sociale medier – men vi skal gøre det på en respektfuld måde og huske, at langt de fleste af os har det til fælles, at vi faktisk ikke ved, hvad der er sket.