Dansk spændingslitteraturs grand old man og tidligere udenrigskorrespondent, Leif Davidsen, udgiver sin første gyserroman. Romanens hovedperson er pessimistisk på mediernes vegne. Det samme er forfatteren.
Dansk spændingslitteraturs grand old man, Leif Davidsen, har skrevet sit livs første gotiske gyserthriller. 'Ravnens rede' er titlen på den forholdsvis korte roman, der foregår på et slot på en ø ud for kysten ved Bretagne i Frankrig. 'Den lyserøde kyst' kaldes den, opkaldt efter granitstenenes farve.
»Slottet findes i virkeligheden. Jeg opdagede det på en ferie med min kone - det lå der med sine karnapper og tårne og virkede fascinerende. Det blev bygget en af en gal polak, som elskede pyroteknik og hemmelige gange,« siger Leif Davidsen til BT.
Vi møder ham på BogForum i Bella Center (afviklet i sidste weekend, red.). Han er her for at fortælle om sin bog og møde fans og andre interesserede. 'Ravnens rede' har netop fået positive anmeldelser i bl.a. Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske.
'Ravnens rede' skulle egentlig havde været en novelle i en novellesamling, Leif Davisen lige nu arbejder på. Den må så vente lidt.
»Det er nyt for mig med gysere, et lille frikvarter. Uden nogen som helst sammenligning i øvrigt, har jeg det som, jeg kunne forestille mig, Steven Spielberg havde det, da han skrev Indiana Jones. En lille afstikker og enormt sjovt at beskæftige sig med,« siger Leif Davidsen og tiføjer:
»Jeg har skrevet af hjertets lyst. Faktisk var det lidt af en befrielse, jeg glædede mig hver eneste morgen, jeg skulle i gang med at skrive,« siger Davidsen.
Romanen har to hovedpersoner. En noget afdanket og sarkastisk journalist, der får tilbudt at skrive en gammel kærestes biografi. Den stenrige ekskæreste, der har bosat sig på det franske slot ved Bretagne, er døende. Begge, især journalisten Susanne Carlsen, kommer med en del hip til den moderne medieverden. Journalisten, der engang drømte om at redde verden, lever af småjobs. Der er ikke megen optimisme at hente hos hende.
»Jeg kunne sige at det er dem, der mener det, ikke mig - at det er fiktive personer. Men selvfølgelig er det mig, der lægger ordene i munden på dem,« siger Davidsen med et skævt grin.
»Jeg har selv haft en utrolig privilegeret karriere. Jeg kan personligt ikke klage overhovedet. Men jeg synes, det er meget deprimerende, hvad der sker i mit fag. Nyhedsudsendelserne, radio og især TV-Avisen, bliver mere og mere overfladiske,« tilføjer han.
Davidsen fungerede som DRs udenrigsreporter i Sovjet, Rusland, Centraleuropa og Spanien før og delvis samtidig med, at han indledte sin forfatterkarriere med bøger som 'Den russiske sangerinde', 'Den serbiske dansker' og 'Limes billede'.
»Dækningen er ikke længere båret af reportager som i gamle dage, men en journalist, der bliver sendt ud for at stå på et gadehjørne. Som ofte ved, han eller hun ikke, hvad de taler om. Tag bare mit gamle område, Spanien. Man sender folk ned, der ikke kan tale spansk, og derfor i stedet lader som om, de har talt med folk på gaden. Opøret i Catalonien kommer som overraskelse for alle. Hvis man havde fulgt med, ville det ikke være tilfældet. Det er en proces, der har været undervejs meget længe, og som naturligt kulminerer nu,« siger Leif Davidsen.
»Jeg plejer at sige halvt i spøg, halvt i alvor: Dengang mine kolleger og jeg var korrespondenter, var vi ude at spørge lokalbefolkningerne om deres mening. I dag stiller man om til korrespondenten og spøger, hvad amerikanerne mener om Trump. Det er ikke en kritik af de enkelte korrespondenter. Det handler om at tv i dag skal produceres så billigt som muligt,« siger Davidsen.
Jeg spørger ofte mig selv, hvad nyhedsudsendelserne egentlig skal med korrespondenter, der står og citerer andre medier. Hvorfor ikke tage konsekvensen og spare det helt væk?
»Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke kender svaret på. Man har skåret de fastboende udenrigskorrespondenter væk mange steder. Også på min gamle arbejdsplads, DR. De, der dækker Moskva er dygtige og kompetente, men der ikke længere mulighed for at tage ud at lave reportagerne, der viser, at folk også lever et helt almindeligt liv. Man får det indtryk, at Putin er en skurk, og det er han også. Men det går faktisk rimelig godt i Rusland i dag. Og de er vilde med Putin,« siger Davidsen.
»Jeg skal ikke lyde som en misantrop, men når man ser sig omkring kan godt blive pessimistisk på fagets vegne. Aviserne er i deroute. Folk vil ikke betale for dem - og tilsyneladende heller ikke nyhederne på nettet. Aviserne dør formentlig ud med min generation. Og som om det ikke var nok, har vi fake news, Trump i USA, Putin i Rusland og Brexit - jeg er stor tilhænger af EU. Hvis nogen havde sagt til mig for tre år siden, at England ville melde sig ud havde jeg grinet højt," siger Davidsen.
Vi sidder i en af bogmessens caféer. En rimelig stilfærdig eftermiddagstime. Et par gæster spørger, om jeg kan overtale Davidsen til at signere hans bog.
»Men på den anden side. At bevæge sig rundt her på messen og møde så mange mennesker, der samlet omkring det skrevne ord, giver mig en fornemmelse af glæde og håb, som jeg kan leve længe på,« siger Davidsen.
Leif Davidsen
Født 25. juli 1950 i Otterup på Nordfyn.
1984-1988 Danmarks Radios korrespondent i Moskva, og har rejst over det meste af verden som udenrigskorrespondent.
Har siden 1973 skrevet bøger og digte, især om Sovjetunionen. Hans politiske spændingsromaner er fiktion, men ligger tæt op ad virkeligheden.
Mest kendt for sine romaner, men han har også bevæget sig i andre genrer, f. eks. den dokumentariske beretning ' Østfronten' (1999), ' Danskere i krig' (1999) og thrilleren ' De gode søstre' (2001).
Romaner m. m.:' Uhellige alliancer' (1984), ' Den russiske sangerinde' (1988), ' Den sidste spion' (1991), ' Den troskyldige russer' (1993), ' Forræderen -og andre historier' (1995), ' Den serbiske dansker' (1996), ' Lime's billede' (1998), ' Patriarkens hændelige død' (2013), ' Steinbecks spøgelse - jagten på en forfatter' (2014).
