Hvad var det egentlig, der skete for et par uger siden, der nu er endt med Jeremy Clarksons afskedigelse fra det ultra populære bil-program ’Top Gear’?

»Et medlem af personalet - som er en helt uskyldig part - tog på skadestuen efter et fysisk sammenstød efterfulgt af vedvarende verbal misbrug af en ekstrem karakter. For mig er en grænse blevet krydset. Der kan ikke være én regel for én og én regel for en anden dikteret af enten rang eller PR og kommercielle overvejelser,« skriver BBCs generaldirketør Lord Tony Hall i sin officielle meddelelse om Jeremy Clarksons fyring.

I samme ombæring offentliggør han BBCs egen interne undersøgelse af begivenhederne. Den giver et lidt mere detaljeret billede af, hvad Jeremy Clarkson udsatte ’Top Gear’-producer Oisin Tymon for.

4. marts

’Top Gear’-holdet har tidligt på dagen optaget det populære tv-program i et tv-studie i Surrey. Senere samme dag tager værterne og holdet af sted til optagelser i North Yorkshire.

På verandaen på Simonstone Hall Hotel angriber Jeremy Clarkson produceren Oisin Tymon.

Jeremy Clarkson slår Oisin Tymon så hårdt i ansigtet, at hans læbe flækker. Overfaldet varer cirka 30 sekunder, før vidner griber ind og stopper den aggressive tv-vært. Tymon gør angiveligt ikke anslag til at ville slå Clarkson igen.

Under og efter slaget sviner Jeremy Clarkson Oisin Tymon til. Så højlydt, at andre gæster i hotellets restaurant ikke kan undgå at høre den rasende tv-værts angreb. Tilsviningen fortsætter på et hotelværelse, hvor andre vidner gennem væggene kan høre en stadig højtråbende Jeremy Clarkson.

Den populære tv-vært råber de grimmeste skældsord, siger nedsættende og krænkende ting om Oisin Tymon, der også bliver truet med en fyreseddel, mens flere vidner ser på optrinet.

En trussel som Oisin Tymon tager for pålydende. Han tror, den dag på hotellet, at han har mistet sit job efter at være blevet slået.

Oisin Tymon på skadestuen for at få undersøgt sin hævede og blødende læbe.

5. marts

De følgende dage forsøger Jeremy Clarkson at undskylde angrebet over for Oisin Tymon via sms og ansigt til ansigt.

9. marts

Jeremy Clarkson meddeler sine chefer på BBC, at han har været involveret i et fysisk og verbalt sammenstød med Oisin Tymon, der er producer på ’Top Gear’.

10. marts

Jeremy Clarkson bliver suspenderet fra sit job på BBC, mens en intern undersøgelse skal afklare, hvad der skete på hotellet den 4. marts.

25. marts

BBCs generaldirektør Lord Tony Hall meddeler, at Jeremy Clarkson ikke vil få forlænget sin kontrakt. Han er fyret fra ’Top Gear’, som han har været vært på siden 2002. Baggrunden er vold mod en uskyldig kollega. Anklager som Jeremy Clarkson ifølge BBCs interne undersøgelse ikke bestrider.