Doaa al Zamel var tæt på at dø i Middelhavet på flugt fra krigen i Syrien, da hun sammen med kun 11 andre bådflygtninge overlevede et piratangreb. Hun så sin forlovede dø i havet, samtidig med at hun klamrede sig til plasticring. Hun blev voldtaget, inden hun fik asyl. I dag bor Doaa al Zamel et sted i Nordsverige, hvor der, som hun siger, ’er sne og bjørne’. Det sidste kan lyde farligt. Men det er intet sammenlignet med det, der var hverdag for hende i Syrien indtil for fire år siden. Stephen Spielberg har betop købt rettighederne til Doaas historie.
Den syriske flygtning Doaa Al Zamel er i Danmark for at fortælle om sin nye bog ’Håb’, der er skrevet af Melissa Fleming, talskvinde for FNs flygtningehøjkommissær.
Doaa al Zamel er et ansigt på de flygtninge, der de seneste år har domineret den politiske debat i det meste af Europa. Og hendes historie er dramatisk.
Hun så sin forlovede dø i Middelhavet under flugten fra Egypten i 2014. Mere end 500 flygtninge druknede under piratangreb på deres båd.
»Jeg betragter bogen som en smertestemme, som jeg ønsker at bringe videre til resten af verden. En stemme, der tilhører de mange millioner af flygtninge, som jeg har påtaget mig ansvaret for at videreformidle,« siger Doaa al Zamel, som BT møder på et kontor hos hendes danske forlag.
Kort forinden har hun i et andet kontor et sted i København underskrevet en kontrakt, der giver de amerikanske filmmoguler Steven Spielberg og J.J. Abrams (’Star Wars’) rettighederne til en filmversion af historien. Indtil videre er der ikke offentliggjort andet end, at de skal producere filmen
’Lad mig dø nu, ikke i havet’
For tre år siden befandt hun og hendes forlovede Bassem sig på en smuglerbåd på vej fra Egypten til Italien. Sammen med familiemedlemmer var de flygtet fra en by tæt på Damaskus i Syrien, der også dengang var centrum for krigshandlinger.
På et tidspunkt, mens hun og Bassem døsede på dækket, blev hun vækket af lyden af en motor og mænd, der råbte skældsord med en egyptisk dialekt af arabisk. Pludselig begyndte mændene at kaste træplanker efter flygtningebådens passagerer.
Båden nærmede sig, accelererede og ramte ind i siden af flygtningebåden – lige under Doaa og Bassem. Der lød et skrig af metal og knust træ, da båden begyndte at kæntre.
»Åh, Gud,« tænkte Doaa al Zamel, »Ikke vandet. Ikke drukning. Lad mig dø nu, ikke i havet.«
Doaa al Zamel tænkte på de mange mennesker, der, fanget i skroget, uundgåeligt ville drukne.
Dooa og Bassem var heldige at overleve den egyptiske bandes overfald. Heldige ikke at blive suget ind i skibets skrue, der nåede at dræbe mange flygtninge.
Men Bassems held slap op.
Efter et par dage i vandet så Doaa al Zamel sin forlovede drukne. Selv var hun heldig at få fat i en badering, som hun klamrede sig til.
Overtog ansvar for to små børn
»På dag nummer to i vandet druknede min forlovede lige foran mine øjne. Jeg accepterede at tage ansvaret for to børn, inden vi så deres forældre drukne. Jeg holdt dem fast til ringen. På den fjerde dag blev jeg reddet op af vandet af en tilfældigt forbipasserende græsk kystvagt,« siger Doaa al Zamel.
Hun er en spinkel kvinde, virker lidt sky, mens hun taler med sin tolk, der viderebringer hendes svar. Men Doaa al Zamels indre styrke er stor.
»Det eneste, jeg kunne gøre for de to piger, var at tale med dem, citere Koranen, synge, holde dem vågne, kramme og klemme dem for at give dem varme. Det var Massa på to år og Malaek, en spæd baby. Efter vi blev reddet, fik jeg at vide, at Malaek kun levede i fem timer, efter vi var reddet. Hendes navn betyder Engel,« siger Doaa al Zamel.
Desperat
Massa lever i dag hos sin onkel et sted i Sydsverige.
Hvorfor flygtede du og Bassem – og dine øvrige familiemedlemmer?
»Det var en kæmpe beslutning, som var svær at træffe: Desperation, hjælpeløshed. Der var ingen anden vej ud af den smerte, vi oplevede. Bomberne faldt dagligt i vores kvarter. Vi var nødt til at flygte fra krig og den evige fornemmelse af smerte. Vi var nødt til at opsøge håbet,« siger Doaa al Zamel.
Håber at sætte dagsorden
Efter halvandet år på den græske ø Kreta, hvor hun levede som en form for adopteret af en egyptisk familie, kom Doaa al Zamel til et asylcenter i Hammerdal i det nordlige Sverige. Nu bor hun i en lejlighed sammen med medlemmer af den nærmeste familie, mens hun går på sprogskole.
Drømmen er at læse jura på et af de svenske universiteter.
Det er ingen hemmelighed, at I flygtninge er genstand for en ophedet debat lige nu. Har du mærket, om din bog har påvirket den debat?
»Jeg håber, at den kan få en stor politisk betydning i Sverige, når den udkommer (i november, red.) – og måske resten af verden. Jeg håber, at den kommer til at sætte en dagsorden i den politiske debat. Det er formålet med den. Jeg ser den selv som et konstruktivt indslag i den debat.«
Spielberg, der vil filme din historie, har flere gange filmet jødiske historier. Er det et lille signal om håb i sig selv, at han har valgt din historie?
»Absolut, vi har brug for at blive forenet. Brug for en fælles forståelse af de problemer. For vigtigheden af fred på jorden. At man stopper den lidelse, millioner af mennesker med forskellige trosretninger og andre forskelle påføres på grund af krige. Der er ingen uskyldige mennesker i verden, der fortjener at blive påført disse lidelser.«
’Jeg vil altid savne ham’
Hvordan lever du med savnet af din forlovede?
»Den del af historien vil altid være en del af mig. Kærligheden, der ikke overlevede, savnet vil altid være der, uanset hvad der sker med mig fremover. Jeg vil altid savne ham. Det er noget, jeg skal leve med altid.«
Skal du have børn?
»Med Guds vilje.«
Interviewet er slut. Jeg siger til Doaa al Zamel, at det virker lidt malplaceret, at hun sidder under en plakat for Bruce Springsteens biografi ’Born to Run’. Bossens hymne symboliserer i-landsproblemer. Doaa trækker på skuldrene.
»Alle har noget, de flygter fra.«
