Det ser ud til, at Jes Dorph-Petersen er ved at komme til hægterne igen, efter han i starten af september måtte træde tilbage fra sit job som vært på TV 2 på grund af sit alkoholmisbrug. Det tyder tv-værtens seneste Facebook-opslag på.

»Parken igen - nam nam.«

Sådan skriver tv-vært Jes Dorph-Petersen på sin Facebook-profil søndag aften. På opslaget, som du kan se forneden, ser man den 54-årige tv-vært med sin gode ven Søren Kaster på lægterne i Parken, hvor de kunne se FC København vinde 1-0 over Viborg i den danske Superliga. Begge ser glade ud.

Dermed virker det til, at den populære vært så småt er ved at komme til hægterne igen, efter han i starten af september offentliggjorde, at han måtte trække sig fra sit job som tv-vært på 'Go' aften Danmark' på grund af et alkoholmisbrug - en dæmon som han tidligere har kæmpet en indædt kamp mod. Nogle medier skrev, at han var nødt til at aflyse alle sine foredrag med videre, da han var nødt til at fokusere på sin behandling.

Søndagens positive Facebook-opslag har affødt en masse positive tilbagemeldinger på Facebook. Blandt andet fra kollega og 'Hvem vil være millionær'-vært, Hans Pilgaard, der skriver:

»Godt at se dig igen. Pas godt på dig selv! Kh Hans«.

BT har været i kontakt med Jes Dorph, men han ønskede ikke at udtale sig omkring sin situation.