'Jeg så min forlovede drukne'
23-årige Doaa al Zamel var tæt på at dø i Middelhavet på flugt fra krigen i Syrien. Som kun en af 500 bådflygtninge overlevede hun et piratangreb. Hendes dramatiske historie fortælles i bogen 'Håb', der nu skal filmatiseres af Steven Spielberg.
I dag bor Doaa al Zamel i et sted i Nordsverige, hvor der, som hun siger, 'er sne og bjørne'. Det sidste kan lyde farligt. Men det er ikke noget imod det, der var hverdag for hende i Syrien, indtil for fire år siden.
Den syriske flygtning Doaa Al Zamel er i Danmark for at fortælle om sin nye bog 'Håb', der er skrevet af Melissa Flemming, talskvinde for FNs flygtningehøjkommissær. Doaa er et ansigt på de flygtninge, der de seneste år har domineret den politiske debat i det meste af Europa. Og hendes historie er dramatisk. Hun så sin forlovede dø i 2014 i Middelhavet under flugten fra Ægypten. Mere end 500 flygtninge druknede under piratangreb på en båd.
»Jeg betragter bogen som en smertestemme, som jeg ønsker at bringe videre til resten af verden. En stemme der tilhører de mange millioner af flygtninge, som jeg har påtaget mig ansvaret at videreformidle,« siger Doaa al Zamel, som BT møder på et kontor på hendes danske forlag.
Kort forinden har hun i et andet kontor et sted i København underskrevet en kontrakt, der giver de amerikanske filmmoguler Steven Spielberg og J.J. Abrams ('Star Wars') rettighederne til en filmversion af historien. Indtil videre er der ikke offentliggjort andet, end at de skal producere filmen.
For tre år siden befandt hun og hendes forlovede Bassem sig på en smuglerbåd på vej fra Ægypten til Italien. Sammen med familiemedlemmer var de flygtet fra en by tæt på Damaskus i Syrien, der også dengang var centrum for krigshandlingerne.
På et tidspunkt, mens hun og Bassem døsede på dækket, blev hun vækket af lyden af en motor og mænd, der råbte skældsord med en ægyptisk dialekt af arabisk.
Pludselig begyndte mændene at kaste træplanker efter flygtningebådens passagerer.
Båden nærmede sig, accelererede og ramte ind i siden af båden lige under Doaa og Bassem. Der lød et skrig af metal og knust træ, da båden begyndte at kæntre.
»Åh, Gud,« tænkte Doaa. »Ikke vandet. Ikke drukning. Lad mig dø nu, ikke i havet.«
Doaa tænkte på de mange mennesker, der fanget i skroget uundgåeligt ville drukne.
Dooa og Bassem var heldige at overleve den ægyptiske bandes overfald. Heldige ikke at blive suget ind i skibets haleror, der nåede at dræbe mange flygtninge.
Men Bassems held slap op. Efter et par dage i vandet så Doaa sin forlovede drukne. Selv var hun heldig at få fat i en badering, som hun klamrede sig til.
»På dag nummer to i vandet druknede min forlovede lige foran mine øjne. Jeg accepterede at tage ansvaret for to børn, inden vi så deres forældre drukne. Jeg holdt dem fast til ringen. På den fjerde dag blev jeg reddet op af vandet af en tilfældigt forbipassende græsk kystvagt,« siger Doaa.
Hun er en spinkel kvinde, virker lidt sky, mens hun taler med sin tolk, der viderebringer hendes svar. Men Doaas indre styrke er stor.
»Det eneste, jeg kunne gøre for de to piger, var at tale med dem, citere Koranen, synge, holde dem vågne, kramme og klemme dem for at give dem varme. Det var Massa på to år og Malaek, en spæd baby. Efter vi blev reddet, fik jeg at vide at Malak kun levede fem timer, efter vi var reddet. Hendes navn betyder Engel,« siger Doaa.
Massa lever i dag hos sin onkel et sted i Sydsverige.
Hvorfor flygtede du og Bassem – og dine øvrige familiemedlemmer?
»Det var en kæmpe beslutning, som var svær at træffe: Desperation, hjælpeløshed. Der var ingen anden vej ud af den smerte, vi oplevede. Bomberne faldt daglig i vores kvarter. Vi var nødt til at flygte fra krig og den evige fornemmelse af smerte. Vi var nødt til at opsøge håbet,« siger Dooa al Zalem.
Efter halvandet år på den græske ø Kreta, hvor hun levede som en form for adopteret af en ægyptisk familie, kom Doaa til et asylcenter i Hammerdal i det nordlige Sverige. Nu bor hun i en lejlighed sammen med medlemmer af den nærmeste familie, mens hun går på sprogskole.
Drømmen er at læse jura på et af de svenske universiteter.
Det er ingen hemmelighed, at I flygtninge er genstand for en ophedet debat lige nu, også i Sverige. Har du mærket, om din bog har påvirket den debat?
»Jeg håber, at den kan få en stor politisk betydning i Sverige, når den udkommer (i november, red.) og måske resten af verden. Jeg håber, at den kommer til at sætte en dagsorden i den politiske debat. Det er formålet med den. Jeg ser den selv som et konstruktivt indslag i den debat.«
Spielberg, der vil filme din historie, har flere gange filmet jødiske historier? Et lille signal om håb i sig selv, at han har valgt din historie?
»Absolut, vi har brug for at blive forenet. Omkring en fælles forståelse af de problemer for vigtigheden af fred på Jorden. At man stopper den lidelse, millioner af mennesker med forskellige trosretninger og andre forskelle påføres på grund af krige. Der er ingen uskyldige mennesker i verden, der fortjener at blive påført disse lidelser.«
Hvordan lever du med savnet af din forlovede?
»Den del af historien vil altid være en del af mig. Kærligheden, der ikke overlevede, savnet vil altid være der uanset, hvad der sker med mig fremover. Jeg vil altid savne ham. Det er noget, jeg skal leve med altid.«
Skal du have børn?
»Med Guds vilje«.
Interviewet er slut. Jeg siger til Doaa, at det virker lidt malplaceret, at hun sidder under en plakat for Bruce Springsteens biografi 'Born to Run'. Bossens hymne symboliserer i-landsproblemer. Doaa trækker på skuldrene.
»Alle har noget, de flygter flygter fra.«
Derfor skriver jeg Doaas historie
Jeg mødte Doaa i januar 2015 på Kreta efter hun blev reddet. Af de 500 mennesker, hun havde rejste med fra Egypten, var hun en af kun 11 overlevende. Jeg blev ramt af hendes beslutsomhed. Hun ville hjælpe sine forældre og tre yngre søskende, der stadig var i Egypten, genbosatte sig i et andet land, men hun ønskede også at advare andre flygtninge, der var fristet til at tage den samme farlige rejse over Middelhavet.
Jeg besluttede at skrive hendes historie og hjælpe hende med at genstarte sit liv i Sverige, hvor hun og Bassem altid havde drømt om at leve. Doa's heltemod blev anerkendt af den græske presse, og hun havde fået en pris fra det prestigefyldte Akademi i Athen, men jeg følte, at hendes mod fortjente et globalt publikums opmærksomhed.
Jeg var sammen med hende på en udendørs café på Kreta i oktober 2015, da jeg modtog opkaldet om, at den svenske regering havde accepteret hendes families ansøgning, og at hun skulle være parat til at afrejse om et par uger. For første gang siden vi begyndte at arbejde på bogen sammen, så jeg ægte glæde på hendes ansigt.
Fortalt af Melissa Fleming, talskvinde for FN's flygtningehøjkommisariat
