Journalisten Annegrethe Felter Rasmussen fortæller her, hvad der gør hende misundelig, bange og om dengang, hun opfandt en hemmelig beundrer

Alle danskere ville blive lidt gladere, ... hvis de ville lade være med at have så dårlig samvittighed over så mange komplet ligegyldige ting. Jeg fatter ikke, at børnefamilier konstant er så stressede, når børn i Danmark tages så alvorligt, som de gør, og får så megen opmærksomhed og kærlighed. Resten af verden er et langt mere råt sted, hvor især fædrene arbejder til sent på aftenen og aldrig ser deres afkom, og hvor børn fortsat enten skal makke ret eller mest ses og ikke høres. Danske børn er forbløffende frimodige og ofte både ærlige og morsomme, ikke hverken undertrykte eller triste, som jeg virkelig har set mange eksempler på i andre dele af verden.

Jeg var dybt misundelig på ... den gamle venstrefløjspolitiker Preben Wilhjelm, da jeg var teenager. Jeg tænkte, at han var sådan et menneske, som vidste alting, og sådan en ville jeg virkelig gerne være.

Nogle mennesker bryder sig så lidt om sandheden, ... at de hellere vil høre en udvandet version af virkeligheden. F.eks. hvis de er meget syge og er bange for at dø. Det forstår jeg så udmærket. Alt det der med, at man altid skal sige alting ligeud, er groft overvurderet. Det kan ofte være langt mere skånsomt at lyve lidt.

Jeg synes, det er krænkende ... når jeg ser et stort anlagt møde om noget vigtigt i samfundet – typisk noget om magt og fordeling af ressourcer – og der er inviteret 25 mænd og én kvinde. Så har arrangørerne simpelt hen ikke gjort sig umage.

Det, at være en stræber... er supergodt. Vi skal alle sammen forsøge at gøre vort bedste. Det handler ikke om, at vi alle sammen skal have 12, det handler om, at vi skal kunne se os selv i øjnene og sige: Jeg har gjort mig umage og givet alt, jeg har.

Den danske kultur er, i forhold til den amerikanske, ... meget mere lighedsorienteret. Det kan være rigtig godt, når det drejer sig om fordelingspolitik eller adgang til sundhedsydelser eller børnepasning. Men det er skidt, når det forhindrer iværksættertrang, store drømme eller udarter til sur jantelov, hvor vi mistænkeliggør succes eller ambitioner og ender med bureaukratisk forstoppelse og regeltyranni.

Nogle kvinder bliver fornærmede ... over at blive fløjtet efter på gaden. Det har jeg aldrig forstået. Vi skulle også tage at fløjte efter mændene, især dem med de flotte overarme eller ditto numser. Det sker alt for sjældent.

Jeg er tit meget bange for, ... at der skal ske min familie noget. Det er en bekymring, der begynder, når man bliver forælder, og det holder aldrig op, har jeg hørt. Det gør også en bange for at flyve alene, for tænk nu, hvis man falder ned og dør, og så er de arme børn moderløse. Med tiden spreder det sig også til ens egne forældre. Det er anstrengende.

En person, jeg engang har skuffet ... var en gammel kæreste, som bad mig om ikke at gå ud i byen med vennerne, og så skred jeg bare alligevel, og han stod i vinduet og kiggede ned efter os. Det var dødtarveligt og egoistisk. Virkelig ikke særlig prisværdigt. Jeg burde sige undskyld til mine børn, når jeg råber ad dem. Men det sker på den anden side så sjældent, at de nok overlever. Jeg burde bestemt også sige undskyld til de arme mennesker, der tålmodigt lytter til mig ved et middagsselskab i timevis uden at brokke sig. Men så tænker jeg altid bagefter, at jeg sgu da egentlig er meget vittig og underholdende, og at de jo også bare selv kan bringe noget på bane, og så dropper jeg det igen.

Jeg bliver gnaven, når ... jeg får sovet for lidt. Det sker tit. Men jeg bliver nu mest irriteret på mig selv. Jeg bliver meget sjældent vred på andre mennesker, kun hvis folk, jeg stoler på eller kender, bagtaler mig eller mennesker, jeg holder af. Jeg hader skjulte dagsordener og smålighed.

Jeg var flov over mig selv, ... da jeg engang opfandt en beundrer, der ikke eksisterede og bad en gammel ven spille rollen en aften, for at gøre en mand, som jeg var vild med, jaloux og måske interesseret. Det lykkedes da heller ikke, og bagefter følte jeg mig som en kæmpe-idiot. Men jeg var altså kun 21...

Jeg fortryder,... at jeg aldrig har søgt ind på skuespillerskolen eller læst litteraturvidenskab.

Mænd er attraktive, ... når de udtaler sig med sikkerhed om noget, de ved noget om eller gør noget perfekt. Emnet eller området er ret ligegyldigt. Jeg er virkelig svag overfor de dygtigste i klassen, det kan være konkret eller teoretisk, det betyder ingenting, bare det er mesterligt. Man (jeg) skal passe på, at det ikke ender med sådan noget ’fascistoidt overmenneskefascination’. Det tænker jeg lidt over af og til.

Mænd og kvinder har forskellige roller, ... og det skal vi være henrykte for. Det ville være utrolig kedsommeligt, hvis der kun fandtes ét køn. Men det, at vi ikke er ens, betyder naturligvis ikke, at det ene køn er bedre end det andet. I det hele taget trives man bedst med variation, det gælder også på arbejdspladser – både ’hønsegård’ og ’omklædningsrum’ er anstrengende.

Det er upassende. når ... man sidder i et selskab og ignorerer den ene side af bordet og kun taler med halvdelen af forsamlingen. Her må man hanke op i sig selv og sørge for at fordele opmærksomheden. Det er naturligvis også uhøfligt at tale højt og længe i sin mobiltelefon i små områder såsom busser og tog. Det ved alle vist godt, gør de ikke?

Jeg er meget taknemmelig for, ... at jeg er født med et lyst og optimistisk sind. Det hjælper en langt her i livet (tak, mor!). Jo ældre jeg bliver, des mere indser jeg, at dna er forklaringen på ret så mange ting.

Jeg undrer mig over, ... at det tilsyneladende er så svært at være politiker. Vi er mange borgere i mange lande, der går rundt og tager os til hovedet og siger ’hvorfor gør de ikke bare...’ på mange områder. Når det så ikke sker alligevel, må det jo være, fordi det er super svært, og vi andre ikke kan se det. Men det undrer mig alligevel ofte, at den der sunde fornuft har så dårlige kår.

Jeg får tårer i øjnene, når ... jeg ser videoer, hvor især børn og unge mishandles, myrdes eller er ved at dø af sult og sygdomme. Dem er der rigelig af i journalistik, og det kan lamme mig i timevis. Først græder jeg, og så bliver jeg rasende. Det oprører mig, at man kan gøre så lidt. Jeg giver mange penge til velgørenhed, men det er jo aldrig nok.

Det går galt for Danmark om ti år, ... hvis ikke vi passer på den enestående samfundsmodel, vi har med velfærdsstaten, og hvis vi ikke indser, at middelklassen ikke bare kan forvente, at ’det offentlige’ står klar og tager ansvaret. Velfærdsstaten er et skrøbeligt arrangement, der bygger på solidaritet i bredeste forstand. Og det betyder altså, som det gode gamle socialdemokratiske slogan siger, at man kun kan kræve sin ret, hvis man også gør sin pligt. Og når samfundet kommer til at bestå af flere ældre, vil det også betyde, at vi der er yngre, skal arbejde længere. Ellers bliver der ikke råd til pensionen og til en ordentlig pleje af både de yngste og ældste borgere. Det går i øvrigt også galt for Europa, hvis ikke EU kommer op med en ordentlig fælles flygtningepolitik.

Fordelene ved at være mig er, ... at jeg arbejder med præcis det, jeg er ret god til: kommunikation i bred forstand. Det gælder både når jeg skriver og taler. Og jo ældre jeg bliver, des flere opgaver har jeg fået og på flere områder. Det er meget heldigt, men det skyldes også, at jeg rent faktisk er dygtig. Og flittig. Og når man bliver ældre, ryger blufærdigheden lidt – så jeg siger det bare selv.

Det gør mig glad, ... når jeg er færdig med at skrive en tekst, og jeg kan mærke, at den er lige i skabet. Den dag, man ikke har det sådan mere, skal man stoppe med at være journalist. Det gør mig også glad at mærke, at jeg stadig er død-nysgerrig efter at vide en masse ting om USA. Den dag, man ikke er det mere, skal man finde et andet land at være korrespondent i. Ja ja – selvfølgelig er jeg også glad over fremskridt i atomforhandlinger og den slags. Men er det ikke sådan noget, alle siger?