Er du pjattet med filmen, og har du allerede købt din billet til musicalen Dirty Dancing? Så får du, hvad du forventer. Og lidt til. Men ikke kun af den gode slags. For Dirty Dancing er dans i topklasse. Men noget mere dansk end dirty.
Sommeren ’63. Ung, bly viol møder friskfyrsagtig danselærer på Kellermans’ resort … og resten kender vi jo. Fra den snart tredive år gamle lavbudgetfilm, der slog benene væk under os i ’87. Med lækre Swayze og lige så lækre ’Baby’.
De er også lækre i musicalen. Silas Holst og Mathilde Norholt kører den ret sikkert hjem i de altoverskyggende hovedroller. Sidstnævnte med en sødme, ikke så mange andre ville ha’ kunnet levere. Og Silas som en noget mere udadreagerende Johnny end ham, vi kender fra filmen. Fred være med det. Det er ikke Silas’ skyld. Men et bevidst ønske om at gøre det hele lidt mere kækt og komisk, end historien nogensinde har været.
Og hvad gør man så, når man er i Danmark? Pakker det hele ind i lidt komik og en ironisk distance til en fin historie, der ’er, som den er’ – og gerne bare må være dét. Det er synd. For ’Dirty Dancing’ har aldrig været sjov. Og Johnny har aldrig været hverken sjov eller smådum. Sådan kommer han lidt til at virke. Det er muligvis ikke fair at sammenligne holde en musical op mod en film. Og så alligevel. Musicalens berettigelse hviler alene på dén film.
Anti-nutidige replikker
Og det lykkedes at genskabe momenter fra filmen. Mange gange. Kendere af filmen bliver sat fuldstændig tilbage til scener, som de var. Og jeg ved det, for min ledsager har set filmen intet mindre end 300 gange og genkendte også flere direkte citater fra de danske undertekster.
Måske er dét forklaringen på den lidt svage dialog af og til. For mens Silas’ replikker var frisket op og passer til vores tid, bliver en sætning som : ”Dét har jeg gjort for at redde dit skind,” sgu lidt underlig og anti-nutidig. De fleste havde nok udskiftet ’dit skind’ med ’din røv’, men lad nu dét ligge.
For når det nu SKAL være lidt ha-ha-sjovt, så er Robert Hansen og Laura Drasbæk dem, der fører vejen. Hansen som kikset barnebarn af hotelejeren, og Laura Drasbæk som den småkejtede søster til ’Baby’. De holder hele vejen til banken som en del af dét stjernespækkede cast, der for længst har solgt billetterne til den lange forestilling.
For den er altså lang. Og vel dobbelt så lang som filmen. Hvorfor, mon? Der er masser af overflødige scener, som – muligvis – er blevet tvunget ned i Dirty Dancing-pakken fra ophavsmændene, og vi kunne snildt ha’ undværet en enkelt eller tyve. Ligesom det havde været fint at undvære de til tider overspillede og lidt folkekomedieagtige replikker.
Danserne ku’ vi ikke ha’ undværet. Selvfølgelig. Og de bærer den hele vejen hjem og kaster os tilbage til firserne. Det samme gør Holst og Norholt. Også selv om der bare ikke er så meget dirty dancing over det. Måske er det tiden? Frækkere, større, mere, vildere? Sådan er det ikke i musicalen.
Afslutning efter bogen
Til gengæld er der en afslutning, der gør, hvad den skal. Helt efter bogen. Eller, næsten. For ja, det berømte ’løft’ er der selvfølgelig. Sådan da. Og alt går op i en højere enhed. Men det skulle det også. For vi havde ventet længe i den næsten tre timer lange forestilling, og vi fik – heldigvis - hvad vi ventede på. Og en Sials Holst, der kiggede på publikum, blinkede og serverede den sætning, vi ventede på : ”Nobody puts Baby in a corner”. Afslutningen udløser den sidste stjerne. Sammen med fantastiske dansere og momenter, der kastede os direkte i armene til ’87.
Dirty Dancing, Tivolis koncertsal, premiere torsdag aften.
Medvirkende: Silas Holst, Mathilde Norholt, Christian Mosbæk, Laura Drasbæk, Kirsten Norholt, Dick Kaysø, James Sampson, Karina Frimodt, Christian Lund, Kim Ace Nielsen, Claus Bue, Henrik Launbjerg, Line Krogholm m.fl.
Executive producer: Jesper Winge Leisner
Kreativ producer: Mikkel Rønnow
Koregrafi: Tim Zimmermann
Scenografri: Paul Edwards
Kapelmester: Joakim Pedersen
Videodesign: Philip Sundbom og Johan Larsson
