De er kendte, smukke og rige – og så har de samlet over 120 millioner følgere på de sociale medier. Men ambitionerne er større, mener nogle.

Efter et kærestebrud i den kendte Beckham-familie er spekulationerne om, hvorvidt familien forsøger at blive som 'Kardashian’-familien atter dukket op. Men har Beckham-familien overhovedet potentialet? B.T. har talt med en ekspert, der mener at særligt én ting adskiller de to familier.

Ifølge Lene Bull Christensen, der er forsker i kendiskultur ved Roskilde Universitet, kunne den kendte pensionerede fodboldspiller David Beckham, hans kone, designer og tidligere popstjerne Victoria Beckham samt deres fire børn, sagtens blive en familiesucces som den amerikanske Kardashian-familie.

»Jeg er sikker på, at de sagtens kunne det, og de aspirerer jo også til at gøre sådan noget,« siger hun.

Kim Kardashian med sin mor, Kris Jenner.
Kim Kardashian med sin mor, Kris Jenner. Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun peger dog på, at der er nogle afgørende forskelle mellem de to kendte familier.

Mens Beckham-familien med over 120 millioner følgere er store på de sociale medier og har et stærkt brand især i Europa som reklamesøjler og modeikoner, så har Kardashian-familien noget mere.

Kardashian-familien har udover millioner af følgere på de sociale medier også gennem deres realityserie 'Keeping up with The Kardashians’ skabt et så stort brand, at det har smittet af på deres forretningsområder i så stor stil, at flere af familiemedlemmerne er blevet mangemilliardærer.

Kim Kardashians shapewear-firma Skims blev i 2023 blev vurderet til at have en værdi over 27 milliarder kroner, mens lillesøster Kylie Jenners ‘make up’-imperium indbragte hende over 4 milliarder kroner, da hun i 2020 solgte majoriteten til kosmetikfirmaet Coty.

Beckham-klanen fra venstre: Mia Regan, Romeo Beckham, Cruz Beckham, Harper Beckham, David Beckham, Victoria Beckham, Brooklyn Peltz Beckham og Nicola Peltz Beckham i oktober 2023.
Beckham-klanen fra venstre: Mia Regan, Romeo Beckham, Cruz Beckham, Harper Beckham, David Beckham, Victoria Beckham, Brooklyn Peltz Beckham og Nicola Peltz Beckham i oktober 2023. Foto: Tolga Akmen/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge Lene Bull Christiansen har Kardashian-familiens medlemmer været enormt gode til at gøre deres succes som kendisser på tv-skærmen og på de sociale medier til en forretning.

»Kylie Jenners store succes ville aldrig nogensinde blive det, den er, hvis hun ikke på forhånd var kendt. Så de har været i stand til at bruge denne her mediehistorie til at skabe sig succes på andre områder,« siger hun og tilføjer:

»Og der er det i virkeligheden måske lidt mere den anden vej rundt med Beckham-familien, der har haft succes på alle mulige andre områder, og nu også har de her sociale medier som en vigtig del af deres branding.«

Spekulationerne om, hvorvidt Beckham-familien vil være en pendant til Kardashians kom frem allerede i 2018 i britiske medier, efter Victoria Beckham med sine børn prydede forsiden af det britiske modemagasin Vogue i en positur, der ifølge The Guardian mindede meget om det, man så fra Kardashians.

Da Beckham-parrets andenældste søn, Romeo Beckham, for nylig meddelte, at han havde slået op med sin kæreste gennem fem år, modellen Mia Regan, blev spekulationerne bragt til live igen.

I The Sun kunne man læse, at Victoria Beckham var ærgerlig over bruddet, da hun – ifølge kilder tæt på parret – ønsker at gøre hele familien til en succes som Kardashian-familien.

Ifølge Lene Bull Christiansen mangler Beckham-parret dog noget afgørende – for eksempel et dedikeret tv-show, hvis de skal konkurrer med Kardashian-familien.

»Det er vigtigt at have et andet ben at gå på end de sociale medier, hvis man skal skabe sådan en succes,« siger hun og tilføjer, at Beckham-familiens dokumentar, som blev udgivet i efteråret på Netflix, ikke helt tæller med på samme måde, da den er tilbageskuende, mens Kardashian-realityserien foregår i nutiden.

Hele Kardashian-familien har fået enorm succes.
Hele Kardashian-familien har fået enorm succes. Foto: Jean-Baptiste Lacroix/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men uanset om de ender med deres eget tv-show eller Kardashian-status, så har Beckham-parret allerede skabt deres egen succes.

Ifølge Sunday Times' liste over rige briter, så havde parret i 2023 en samlet formue på over 3,5 milliarder kroner.

»Beckham parret trådte ind på kendisscenen på et tidspunkt, hvor tabloidmedierne i høj grad dyrkede kendispar,« forklarer Lene Bull og tilføjer:

»De var dygtige til at bruge det til at tjene penge. Både det at de havde så stor stjernestatus både individuelt, men også sammen som par, og det gjorde, at de hver især kunne have en hel masse reklamekontrakter. Så de har jo altid været en mediemaskine.«