Alexander Kølpin skal bruge 2016 på at forme sit nye projekt, Hotel Sander’s i indre København. Hotellet er det tredje under Kølpin-hatten og en drøm for den tidligere balletdanser.

Alexander Kølpin ser sig rundt i lokalet, som er beklædt med et mørkfarvet væg-til-væg-tæppe og fyldt op med borde, dækket med stofduge. I de store vinduer ud mod Tordenskjoldsgade hænger tunge gardiner, som holder formiddagslyset på afstand, og på et bord ved indgangen bydes på tag-selv-kaffe/te/kakao. Kølpin serverer kaffe af den sorte slags fra kande med langtidsholdbar mælk på underkoppen og tager plads ved et bord, hvor han straks begejstret begynder at fortælle om sine planer. Han har nemlig købt Hotel Opera, hvor vi befinder os, hvilket har fået den tidligere balletdansers humør til at peake.

»Det er jo mit drømmeprojekt. Der er så mange ting, der bare har den rigtige musikalitet i det her. Jeg har det som en fisk i vandet. Det er en forlængelse af min karriere på teateret over i indretning, som jeg elsker, hele teaterverdenen, som jeg elsker, og hele forretningsdelen og det entreprenante. Så der er så mange ting, der smelter sammen, og som giver mening,« siger Alexander Kølpin. Sammen med sin far, Jes Kølpin, har han i over ti år ledt efter det helt rigtige projekt at kaste sig over. Nu har de fundet det i Københavns historiske kvarter Gammelholm.

»Hotel Opera er unikt. Det ligger det helt rigtige sted i København, det har altid været hjemsted for kreative og kunstnere, og jeg er født og opvokset på den anden side af gaden,« siger Alexander Kølpin og peger med en hovedbevægelse mod Det Kongelige Teater, som ligger et stenkast fra hotellet.

»Det er jo barndommens gade for mig,« tilføjer Kølpin, som blev tilknyttet Den Kongelige Ballet i 1981 og udnævnt til solodanser i 1988.

»Hotel Opera har altid været hjemsted for os på teateret. Jeg vil selvfølgelig gå videre med den ånd, der hænger i væggene, og den stemning, der er her,« forklarer Alexander Kølpin, som i sommer rundede 50 år.

Stemningen, som Alexander Kølpin vil forsøge at skabe på sit nye hotel, er »diskret luksus«.
Stemningen, som Alexander Kølpin vil forsøge at skabe på sit nye hotel, er »diskret luksus«.
Vis mere

Kølpin senior og junior står bag Helenekilde Badehotel og Tisvilde Strandhotel i Nordsjælland. I sommer købte far og søn Hotel Opera af Arp-Hansen Hotel Group, og ved årsskiftet overtager Kolpin Hotels hotellet for at lukke det og gå i gang med en omfattende renovering. Hvis alt går efter planen, åbner hotellet igen ved udgangen af 2016 med 60 værelser, deli, bar og nyt navn. Hotel Opera bliver til Hotel Sander’s, som er Alexander Kølpins kælenavn, og Sander er en mand med store tanker.

»Du har en scene, du har en sal. Man kommer ind. Man sætter sig ned og bliver underholdt. Der er aktører, som går på scenen. Det er nøjagtigt det samme med et hotel. Du kommer ind som gæst og skal have en oplevelse. En overnatning eller noget mad. Det er rammen. Men det er mellemrummet mellem salen og scenen, mellem gæsten og hoteloplevelsen, der er afgørende,« fortæller Alexander Kølpin, mens han grifler firkanter, cirkler og streger, som skal forestille sal, scene og mellemrum, ned på en lap papir.

»Hele kernen er det menneskelige møde. Man skal have fortællingen ind i hjertet. Man skal røres. Fortællingen kommer kun ind med næstekærlighed og generøsitet. Når der opstår dialog, kommer der et nyt rum. Det handler om at få dialogen op at svinge.«

Et spørgsmål trænger sig på: Hvordan?

Alexander Kølpin træder et skridt ned ad abstraktionsstigen og bliver mere konkret:

»Det handler om, hvilke personer der optræder. Hvem møder du, når du kommer ind ad døren, og hvad giver de mennesker dig? Jeg bliver ikke forelsket i en smart kop eller en 30 retters menu. Det handler om, at man skal føle sig taget af de mennesker, der arbejder her, skal have lyst og tid til at være noget for de mennesker, der kommer på besøg,« forklarer Alexander Kølpin og giver et eksempel, der er til at forstå.

»Hvis en restaurant får fløjet hummer ind, fra jeg ved ikke hvor, og det er en idiot, der serverer dem, er det jo helt ligegyldigt, hvad den mad er gjort af.«

Tidligere balletdanser Alexander Kølpin udvider sin hotelforretning fra to til tre hoteller ved købet af Hotel Opera i København.
Tidligere balletdanser Alexander Kølpin udvider sin hotelforretning fra to til tre hoteller ved købet af Hotel Opera i København. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Alexander Kølpin er tydeligvis præget af teater, fortællinger og møder mellem mennesker fra sine over 30 år i ballet- og teaterverdenen. Han har været solodanser, instruktør, skuespiller og har i 25 år stået for den årlige sommerballet på Bellevue Teatret nord for København, som Jes Kølpin i øvrigt har stået i spidsen for i over tre årtier, indtil han stoppede som direktør for teatret i 2012. Familien Kølpin købte Helenekilde Badehotel og Tisvilde Strandhotel i henholdsvis 2001 og 2006, og Alexander Kølpin stod bag en gennemgribende renovering af begge huse i 2008. De seneste år har de to hoteller ifølge Alexander Kølpin givet overskud, så det er altså ikke en helt grøn erhvervsmand, der skal transformere det trestjernede Hotel Opera til boutique-hotellet Sander’s.

»Det er en proces at finde ud af, hvilke knapper der skal trykkes på, og hvilke håndtag der skal drejes på. Jeg har lært rigtig meget af de syv år i Tisvilde. Vi har haft held med at skabe et hus, der er personligt med respekt for husets historie og område. Jeg er ikke en strømlinet fætter, der siger, det skal være den eller den anden stil. Jeg indretter ud fra det, jeg er rundet af. Hvis vi både kan eksekvere og skabe et personligt udtryk og en stemning, er der forhåbentlig et billede, der appellerer til folk,« siger han.

Stemningen, som Alexander Kølpin vil forsøge at skabe på sit nye hotel, er »diskret luksus«. Det er til folk, der gerne vil forkæles, og som sætter pris på høj kvalitet, men som samtidig vil have uformelle omgivelser. Der skal, fortæller Alexander Kølpin, være plads til, at man kan spise sin morgenmad i afslappet tøj. Håbet er også, at områdets beboere vil komme forbi til morgenmøder eller en fyraftensdrink.

»Det er i høj grad et sted for lokale. Jeg synes, det er vigtigt at få sat en scene op, som ikke kun taler til turister. Vi skal have alle legekammeraterne fra kulturlivet og det kreative miljø på banen,« siger Alexander Kølpin og forklarer, hvordan stedet kommer til at have tre indgange: én til en bar, én til en deli og én til selve hotellet.

Alexander Kølpin er tydeligvis præget af teater, fortællinger og møder mellem mennesker fra sine over 30 år i ballet- og teaterverdenen.
Alexander Kølpin er tydeligvis præget af teater, fortællinger og møder mellem mennesker fra sine over 30 år i ballet- og teaterverdenen. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Alexander Kølpin er ikke typen, der går halvhjertet ind i nye projekter. Som balletdanser blev han i 1993 udråbt som verdens bedste danser, og det er også med den samme disciplin og vilje til at lykkes, at han nu kaster sig ud i livet som hoteldirektør. Sommerballetten er droppet, og antallet af bestyrelsesposter er reduceret.

»Jeg føler mig utroligt priviligeret og heldig og står et meget dynamisk og udfordrende sted i mit liv i forhold til det her projekt. Derfor har jeg også taget nogle beslutninger om, hvordan jeg vil gå til det. Jeg har kastet al min tid og alt mit fokus ind i at drive mine tre hoteller. Det her er mere end full time,« siger han og understreger, at han er opdraget med at gå ind i projekter med fuldt engagement og integritet.

»Hvis det går dårligt, er det ikke, fordi jeg var her, dér og alle vegne. Så er det, fordi det var en dårlig idé, og det er fair nok. Men det er for dumt at sætte et projekt som Hotel Sander’s i søen og så ikke være fuldstændig fokuseret på det. Derfor har jeg meldt ud, at jeg gør det her 24 timer i døgnet - ikke bare frem til åbningen, også når vi åbner,« siger Alexander Kølpin.

Selv om Alexander Kølpin helst taler om store linjer, mellemrum og menneskelige møder, er han også drevet af at se tallene i regnskabsbøgerne vokse. Hotel Sander’s er ligesom de øvrige hoteller forretning, hvor det handler om at skabe overskud ved at give gæsterne gode oplevelser.

»Der er ikke noget drive i en underskudsforretning. Det er ikke sjovt,« siger Alexander Kølpin og uddyber:

»Det er afgørende at have en god idé, men tingene skal samtidig også være rentable. Det skal have en økonomisk bæredygtighed. Ellers bliver det hobby og ikke en forretning med perspektiver, og så bliver det bare et spørgsmål om, hvor længe man gider hælde penge ned i et hul i jorden. Det er jeg for meget forretningsmand til at bruge mine midler og min tid på,« siger han.

»Jeg er så på toppen over den her udfordring, at jeg næsten ikke kan få luft,« siger Alexander Kølpin.
»Jeg er så på toppen over den her udfordring, at jeg næsten ikke kan få luft,« siger Alexander Kølpin.
Vis mere

Hvor mange penge, Alexander Kølpin og Jes Kølpin har betalt Arp Hansen Hotel Group for hotellet i Tordenskjoldsgade, vil ingen af parterne ud med. Men investeringen løber op, når både bygning og renovering lægges sammen.

»Jeg vil sige, at investeringen er til at få øje på. Det er en stor investering, men vi har nøje regnet på det og vurderet, at Hotel Sander’s har potentiale til at blive en sund forretning,« siger Alexander Kølpin og vender tilbage til det, han brænder allermest for:

»Jeg skal nok sørge for, at der bliver malet, og at der er varme på radiatorerne. Men mødet mellem mennesker overstråler alt.«