Glem alt om nye, smarte måder at underholde danskerne på. Manden i den danske underholdningsindustri, der økonomisk banker landets forgyldte komikere, laver noget så gammeldags som at skrive bøger.

Navnet er Jussi Adler-Olsen, og i 2013 præsterede hans selskab, Adlerolsen.dep ApS, et resultat efter skat på 26.579.964 kr. Det fik den ultrapopulære forfatter til at udbetale fire mio kr. til sig selv. En halvering i forhold til 2012, hvor Jussi Adler-Olsen gav sig selv en løn på otte mio kr.

Det fremgår af det nylig offentliggjorte regnskab, som også fortæller, at egenkapitalen nu er oppe på 53 mio. kr.

Den 63-årige krimiforfatter har erobret verden med sine bøger om afdeling Q og betjenten Carl Mørck, der er udgivet på mere end 40 sprog verden over og solgt i op imod ti mio. eksemplarer.

Polstret selskab

Og Jussi Adler-Olsen behøver heller ikke økonomisk at frygte for fremtiden. Til efteråret er han på gaden med en ny bog om Carl Mørck, der indtil videre har arbejdstitlen ‘Mirakelmageren’.

Desuden er hans selskab så velpolstret, at det ville få langt de fleste danske forfattere til at blegne. F.eks. havde Jussi Adler-Olsen ved udgangen af 2013 mere end fire mio kr. stående på bankbogen, ligesom han har investeringer for mere end 15 mio. kr.

BT har været i kontakt med Jussi Adler-Olsen, der ikke ønsker at kommentere denne historie.