Det er mindre end to år siden, at Christiane Schaumburg-Müller O'Connor og rapperen Liam Nygaard O'Connor købte en kæmpevilla i det attraktive Hellerup nord for København.

Nu skal de skilles.

Det bekræfter parrets talsmand Salli Mortensen over for BT.

Parret lagde 8,4 mio. kr.på bordet for at købe villaen. Det fremgår af den offentlige ejendomsregistrering. Skødet gik igennem 1. august 2013. De to ejer hver især halvdelen af huset.

Huset er på 272 m2 og har otte værelser.

loc

Selv om det ligner et drømmehus i et område, som mange mennesker drømmer om, var det ikke med overstrømmende glæde, at L.O.C. tidligere på året talte om sit hus.

»Nu er jeg 35 år og bor i et alt for stort hus i et alt for dyrt område,« lød det fra L.O.C. i dokumentaren om ham ved navn 'Jeg er L.O.C.', der blev sendt på DR3 i foråret.

Parret ønsker ikke at udtale sig yderligere om skilsmissen. Derfor står ikke på nuværende tidspunkt klart, om huset skal sælges eller om én af dem bliver boende.