Man gør sine børn en bjørnetjeneste, hvis man forsøger at skærme dem mod de svære stunder i livet som dødsfald, sorg og savn. Det mener Lars Brygmann, der lægger stemme til den sørgende kaninfar og enkemand i den nye animationsfilm ’Rejsen til Fjerkongens Rige’.
- Børn skal i det hele taget ikke skånes. Fordi de skal vide, hvordan livet er. Man skal ikke være så bange, for - det kan jeg da mærke med mine egne børn - børn kan tåle rigtig mange ting, og de forstår meget, fastslår skuespilleren Lars Brygmann.
BT møder den anerkendte skuespiller, der blev folkeeje da han spillede den synske la Cour i tv-serien ’Rejseholdet’, i hans, hustruen Katrine Brygmann Salomon og parrets to børns hjem i Charlottenlund. Her ånder ro og fred. Børnene er i skole, hustruen på arbejde, og Lars Brygmann tusser rundt i sutsko og varmer mælk, mens kaffen bliver brygget på en avanceret kaffemaskine. Den ellers så private skuespiller har i anledning af filmen inviteret på kaffe og en snak om nogle af livets helt store følelser. Sorg og savn.
Selv om sorg og savn gør ondt i psyken, er Lars Brygmann en skarp modstander af at skærme børn mod livets vederstyggeligheder. Faktisk er han helt stik modsat den karakter, han lægger stemme til i animationsfilmen ’Rejsen til Fjerkongens Rige’, der har premiere i dag.
’Rejsen til Fjerkongens Rige’ handler om at miste. Umiddelbart et alvorligt og sørgmodigt emne. Men filmen har masser af muntre stunder, selv om den fortæller historien om den sørgende kaninfar og hans søn, Johan. Drengen savner sin mor rigtig meget, men faderens sorg er så dyb, at han ikke vil snakke om moderen. Men Johan vil ikke sørge i stilhed, i stedet tager han sagen i egen hånd og drager til Fjerkongens Rige for at hente sin mor hjem igen.
Vær åben om de store følelser
- Når jeg mener, at børn ikke skal skånes, eller ikke kan tåle at blive konfronteret med døden, er det i forhold til de store følelser. Jeg tror ikke, døden tager hårdere på en otteårig end på en 19-årig. Otteårige mærker det meget mere, hvis der er en masse hemmelighedskræmmeri eller de bliver skånet for at deltage i sorgen. Det bliver de meget mere forvirrede af, og de opbygger en masse fantasier, som er langt væk fra virkeligheden, mener Lars Brygmann.
På spørgsmålet om, hvorvidt man skal vise børn sin egen sorg, kommer svaret prompte.
- Ja, det skal man. For de finder ud af det alligevel. Jeg tror også, at børn er forberedte på, at dødsfald rammer hele familien. Så det er ikke spor mærkeligt, hvis far er ked af det. For sorg og savn er jo en del af livets vilkår, siger Lars Brygmann og tager en tår af sin kaffe, mens han kigger ud på de stadig bladløse frugttræer i familiens have.
Smerten fortager sig igen
- Det begynder jo lige så snart, de kommer i børnehave, hvor de oplever at få venner. Og at miste dem igen. Eller legetøj. Men man mister jo hele tiden i livet. Og så får man noget igen. Men det er altid hårdere at miste, fordi det er så uopretteligt. Og ulykkeligt. Derfor husker man det mere, siger Lars Brygmann og minder om, at selv om hele resten af livet ser sort, trist og uforanderligt ud, når sorgen er værst, så kommer der altid en ny dag, hvor smerten over det, man har mistet, fortager sig stille og roligt.
Det har han selv oplevet som ambassadør for SOS Børnebyerne, hvor han har været i Kenya og besøgt forældreløse børn. Men i stedet for at leve i stor nød på gaden, har børnene via SOS Børnebyerne fået en reservemor, der sørger for, de kommer i skole, giver dem kærlighed, pligter og opdrager dem.
- Så selv om de har mistet, så møder man alligevel jublende glade børn, der har en hverdag og er et stort smil, fortæller Lars Brygmann og smiler sit velkendte, brede, lidt joviale smil over kruset med kaffe.
