Lars Lilholt fortalte om karrieren og om kompetent alkoholrådgivning

Dovenskab, samarbejdet med nye, unge musikere og opslidende turneer med Johnny Madsen og Allan Olsen var blot nogle af de emner, som trubaduren Lars Lilholt lørdag beredvilligt og veloplagt fortalte publikum om på den helt nye musikmesse ’Music Days’ i Odense.

Arrangementet foregår i Odenses nye musikhus Odeon, og det er stablet på benene af bl.a. Poul Martin Bonde, mangeårig talsmand for Skanderborg Festival.

Konceptet er helt enkelt at lade en lang række kendte danske musikere fortælle publikum om deres musik, liv og karriere fremfor at spille sange som på en traditionel festival.

De såkaldte ’artist talks’ foregår med en moderator, og i tilfældet Lars Lilholt var det P4-vært Søren Rebbe, der havde fået til opgave at vride en masse lune anekdoter ud af den folkekære sangskriver. Og særligt angående samarbejdet med Johnny Madsen og Allan Olsen i Dalton, som Lilholt senest turnerede med i 2010, var der masser af grin.

»Min kone spørger altid: ’Lars, hvordan overlevede du et år med Gøg og Gokke’? Sandheden er, at jeg simpelthen hyrede Johnny Madsen som min alkoholrådgiver. Efter en koncert på Tobakken i Esbjerg hev Madsen en gammel flaske cubansk rom frem, som vi endte med at dele sammen med en af Madsens venner. Næste morgen kunne Johnny så stolt proklamere, at der ikke var mere, han kunne lære mig,« fortalte Lars Lilholt.

Som æblerov

»Sandheden er, at jeg har kendt dem i 30 år, og når vi sammen, så er det ligesom at være på æblerov igen,« uddybede han.

Den 63-årige sangskriver, der er blevet en del af den danske sangskat med klassikeren Kald det kærlighed, har levet af at spille musik siden 1973. Og det var dovenskab, der førte ham ud i musikerlivet.

»Jeg gad ikke arbejde, jeg var i bund og grund doven og ville hellere spille musik. Komme ud blandt folk og spille live. Og det har været en enormt privilegeret tilværelse,« sagde Lars Lilholt.

Unge musikere lever sundere

Søren Rebbe og Lars Lilholt kom også ind på samarbejdet med nye kunstnere som Shaka Loveless og Oh Land, som Lars Lilholt lærte at kende gennem TV2-programmet Toppen af poppen. Venskaberne med de yngre musikere er med til at give ny inspiration og energi, fortalte Lars Lilholt, der også var klar i mælet, da han skulle beskrive den største forskel på sin egen generation af musikere og nye, fremadstormende kunstnere.

»De lever sundere. De bobler af energi, og det bliver man selv høj af,« sagde Lilholt, der også filosoferede over de mange nye medier, som unge kunstnere i dag kan bryde lydmuren med.

»Kald det kærlighed var aldrig blevet det hit, sangen blev, hvis den blev udgivet i dag. Jeg kan jo ikke engang få spilletid på P4 længere. Det er et andet mediebillede i dag, det er langt mere atomiseret, og selvom det på nogen måder er en fordel, så gør det også tingene sværere på andre områder,« sagde Lars Lilholt.

Music Days begyndte i fredags, og slutter søndag.