Mads Mikkelsen må være en af klodens kendteste danskere takket være sin slagkraftige karisma på film. I samtale er han en de mest »nede på jorden«-mennesker, man kan møde.
Cannes-festivalen 2013. Sydfrankrigs sommersol steger byen som på en bradepande, og gaderne er pakket med journalister og filmfolk. Nogle danske filmjournalister gisper efter vejret i en kø til en pressevisning. Vi har netop set den fransk-tyske middelalder-film »Michael Kohlhaas« med Mads Mikkelsen i titelrollen, og taler om hans præstation i filmen. Han både rider, slås, taler fransk og hjælper sågar, i en overordentlig autentisk scene, et hesteføl til verden. Altså endnu et eksempel på en rolle, hvor den danske skuespiller er gået all-in.
Pludselig går dørene til biografen op, og en alvorligt udseende Mads Mikkelsen kommer ud sammen med en delegation af festivalofficials, der bruger ivrige håndbevægelser og strømme af ord. Han har lige selv overværet den officielle visning af »Michael Kohlhaas«. At se sin egen film med publikum er som regel en strabadserende omgang for skuespillere, der har investeret et halvt års arbejde i deres filmkarakter, og her bliver ens præstation udstillet for klodens måske mest kritiske biografpublikum.
Spontant kalder vi på Mads Mikkelsen, der lyser kendeligt op, og skrår tværs gennem mængden for at hilse på sine landsmænd. »Nej, hvor er I søde. Det er jeg sgu’ glad for at høre,« siger han med et stort smil, da vi roser hans indsats i filmen.
Et halvt år senere er vi det samme hold af journalister til filmfestival i Marrakech, hvor en række danske filminstruktører og skuespillere er blevet inviteret i anledning af den marokkanske festivals særlige fokus på nordisk film. Igen kommer festivalens æresgæst Mads Mikkelsen ind ad døren sammen med en lokal delegation, og hans første hilsen er til os - den samme flok, der råbte ham an i Cannes.
»Jeg vil gerne sige, at det betød noget lige der. Det var fedt. Og nu skal vi ha’ en øl!« siger Mads Mikkelsen.
Mads Mikkelsen, der søndag fylder 50 år, er en skuespiller, der tager sit håndværk alvorligt, og derfor bliver oprigtigt glad, når hans indsats bliver påskønnet. Samtidig er han ikke en person, der tager sig selv særligt højtideligt.
Af samme grund havde han det i starten af sin karriere lidt svært med den presseopmærksomhed, der pludselig blev rettet mod ham efter det store gennembrud i TV-serien »Rejseholdet« (2000). Forinden havde han vist nye veje i dansk film sammen med Nicolas Winding Refn i den hårdtslående »Pusher« (1996), hvor han (midt i alle de rosende anmeldelser) måtte stå for skud som eksempel på den nye generation af skuespillere, der havde droppet den tydelige teaterdiktion. Siden har han plejet to sideløbende karrierer, en dansk og en udenlandsk.
Hollywood har gjort ham til en stjerne, ubetinget Danmarks største. De amerikanske film har hyppigt skamredet hans enigmatiske karisma, med rollen som Bond-skurken Le Chiffre som et iøjnefaldende eksempel, mens titelrollen i TV-serien »Hannibal« som den sofistikerede menneskeæder Hannibal Lector blev hans store folkelige gennembrud i USA. I Danmark er han ikke sjældent blevet modcastet i roller, der pillede gevaldigt ved hans image som førsteelsker og damebladenes kåring af ham som landets mest sexede mand.
I Anders Thomas Jensens komedie fra i år, »Mænd og Høns«, er Mads Mikkelsen eksempelvis blevet udstyret med læbeganespalte, mens han i »De grønne slagtere« blev påtvunget årtiets ynkeligste hentehår.
Den markante succes har ikke ført til en mere tilbagetrukken Mads Mikkelsen, der tværtimod synes at have fundet sig til rette med opmærksomheden, og holder begge ben på jorden i et fag, der som få er præget af op- og nedture. Som han selv for et par år siden beskrev det til Berlingske med karakteristisk ligefremhed:
»Jeg var heldig i starten af min karriere med at få gode chancer, men synes nu også i al beskedenhed, at jeg selv har spyttet lidt til i kassen!«
