En af verdens største popstjerner, Ariana Grande, har angiveligt brudt forlovelsen med Pete Davidson. Det erfarer sladder-mediet TMZ.

TMZ citerer kilder tæt på parret for, at den 25-årige superstjerne og den 24-årige komiker gik fra hinanden i weekenden.

Ariana Grande, der følges af over 130 mio. på Instagram, og Pete Davidson begyndte at date tilbage i maj og overraskede alle ved at blive forlovet blot fire uger efter.

Ved den lejlighed viste Ariana Grande sin enorme forlovelsesring, der angiveligt har en værdi af omkring 650.000 kroner, frem.

Men efter den stormende forelskelse er det altså slut nu, skriver TMZ.

Ifølge mediet skyldes bruddet, at det bare ikke var det rigtige tidspunkt for dem at date.

Ariana Grande har angiveligt været meget påvirket af sin ekskæreste Mac Millers pludselige død, og det skulle være den tragedie, der har ført til bruddet mellem Grande og Davidson.

Miller blev fundet død af en overdosis i sit hjem i Los Angeles, USA, den 7. september. Rapperen datede Ariana Grande fra 2016 til maj i år, hvor forholdet brød sammen.

I sidste uge offentliggjorde Grande, at hun tog en pause fra musik efter nyheden om Mac Millers død.