Popstjernen Medina skal nu på boligjagt. Hun har sat sit hus til salg for 19,5 millioner kroner, så der er lidt at rutte med, når det nye hjem skal findes.

Det skriver eb.dk.

Medinas dyre byhus på 268 kvadratmeter på Islands Brygge er blevet sat til salg, bekræfter ejendomsmægler Daniel Carlsson fra Vedbæk.

Udbudsprisen ligger i den dyre ende, men huset har også en del at byde på ifølge salgsmaterialet fra Carlssonliving:

»Nu udbydes, med stor sandsynlighed, Københavns mest gennemførte og eksklusive byhus på det attraktive og pulserende Islands Brygge med alle bekvemmeligheder indenfor kort rækkevidde,« står der i beskrivelsen.

Udover det store hus hører der 150 kvadratmeter gårdhave, 20 kvadratmeter balkon og en opvarmet saltvandspool med i købet.

På den røde løber til årets Zulu Awards i april i år fortalte Medina ellers til BT, at hun var lykkelig over købet af huset:

»Jeg er så stolt af, at jeg har købt mit eget fucking hus for første gang. Det er en kæmpe milepæl, og jeg er så stolt af det. Når alle dem, jeg elsker, kommer og besøger mig, siger de: ’Wow, det her er dit sted. Hvor er vi stolte af alt det, du har opnået.«

Om popprinsessen nu er blevet fristet af en endnu mere luksuriøs bolig, og om model-kæresten Sebastian Lund flytter med, melder historien ikke noget om. Men Medinas manager Thomas Børresen bekræfter overfor eb.dk, at hun har sat huset til salg.

Her kan du se billeder af den overdådige bolig.