Nogen spurgte for nylig, hvorfor jeg gider se alle de der stand-up show. Noget forfjamsket blev svaret, ’æh, det er da meget hyggeligt’.
Stand-up er mange ting: farligt, tankevækkende, egomanisk, en retorisk guldskat, grænsesøgende, en meningsspejl, man som tilhører kan spejle sig i eller smadre, en underholdningsmæssig storindustri.
Stand-up er også hyggeligt, i den forstand, at der i den kontrakt eller rum, man som publikum deler med manden eller kvinden på scenen, er noget trygt og meget nærværende, man ikke rigtig finder iandre former for underholdning.
Bedømt ud fra sit nye show og en efterhånden 26 år lang karrieres meritter er det netop, hvad Carsten Bang er; hyggelig. Og det er bestemt ikke nedladende eller hånligt ment; det er simpelthen hans stil, en blanding af old school oberservationskomik – folk er fjollede - og anekdotisk komik – jeg er fjollet/oplever fjollede ting. Sådan som den slags sikkert har fungeret siden Mark Twain.
Bang tilhører gruppen af danske stand-up pionerer, der rejste med firetoget til København og trådte deres barnesko i klubben Din’s. Det har naturligt givet ham en hel del rutine, som tydeligt mærkes denne aften i et stort set halvfyldt Taastrup Teater. Bang er en glimrende tekniker, og han er god til at gribe momentet i en sal, der formentlig ligner den folkelige virkelighed, de fleste komikere møder, når de rejser rundt og træder op. Langt fra Bremen og Comedy Zoo i Hipsterkøbenhavn.
På bagscenen hænger fire store fotos af Bang, et for hver af hans alter egoer, den lidt for rare, den vrede-for-en-sikkerheds-skyld, Politiken-læseren og ham, der raser indvendig. Som sådan en spændende ramme for showet – vi rummer alle et kavaleri af forskellige karaktertræk.
Men man skal helt hen til slutningen af showet for at konstatere, at den angivelige mening med galskaben er, at den ikke rigtig er der. Det er så også forklaringen på, at man har søgt forgæves efter den undervejs. Medmindre man har læst mellem linjerne, som Bang formulerer det.
Det virker ærlig talt som om, komikeren egentlig har haft en plan med sit show, som han senere har opgivet undervejs. At tale om et professionelt svigt er hårdt, men det virker uambitiøst.
Og dog har Bang fat i en snert af noget vigtigt, som han vender tilbage til et par gange. Nemlig at vores oplevelser, f.eks. et tilfældigt møde med en umælende thailansk bartender, altid vil se helt anderledes ud set med dennes øjne. Bang ser et thailandsk fjols. Bartenderen ser et hollandsk fjols med en tåbelig accent.
Selvom Bang godt kunne have boret mere i dette udmærkede komiske stof, ender ’Alter Ego’ som en ganske underholdende oplevelse.
Han er først og fremmest en fremragende jokemager og en overlegen leverandør. ’Alter Ego’ lever på sine jokes. Dem er der rigtig mange af, spundet over klassisk komikermateriale, som hvordan, vi taler med hinanden, hvordan vi (mænd) kører bil, køber ind i supermarkedet, taler til hinanden med meningsløse udtryk, som tiden har givet en mening, om Bangs fars forhold til sin telefon. Det er meget, meget sjovt. Også hans omgang med yndlingsofferet, Dansk Folkeparti-politikeren Kenneth Kristensen Berth vækker latter.
Der er en del af det, man kunne kalde post Muhammedtegninger-debat-jokes om indvandrere. Det er ikke nødvendigvis sjovt i sig selv, ligesom det ikke i sig selv er sjovt, at jyder taler jysk. Kommer an på joken.
Bangs store styrke er det gemytlige grin. Mange af dem tilpas platte, andre eftertænksomme. Han sagde en gang i et interview, at han ikke rigtig kunne se selv medvirke i en revy.
Men i al sin runde folkelighed er der noget enmandsrevy over Carsten Bang. Og det er, som skrevet ovenfor, positivt ment.
Carten Bang, 'Alter Ego', Taastrup Teater, onsdag aften. Det er Bangs femte turne. Der var premiere den 14. september.
