Den seneste tid er bølgerne gået højt mellem Mikkel Skelskov og Amalie Szigethy, der venter deres fælles barn. Beskyldninger, vredesudbrud og senest dét, som Amalie Szigethy beskrev som et indbrud, har gjort, at de to ikke længere har kontakt. Men hun fortjener en undskyldning, mener Mikkel Skelskov, derfor har han valgt at beklage sin opførsel i BT.

»Jeg vil gerne undskylde, det var ikke min hensigt at gøre Amalie bange eller ondt,« siger Mikkel Skelskov på egen opfordring til BT.

Undskyldningen kommer i kølvandet på sidste uges afsnit af reality-programmerne ’Amalies Baby’, hvor Mikkel Skelskov sammen med nogle af sine venner smadrede en rude i hoveddøren til det hus, hvor Amalie Szigethy boede, og gik ind. Det hele skete om natten, mens Amalie Szigethy lå og sov.

Han ville gerne have overbragt undskyldningen personligt til Amalie Szigethy, men siden de to kommende forældre overhovedet ikke har kontakt længere, har han valgt at gøre det her. Han vil være sikker på, at hun får beskeden.

Han fortæller i samme ombæring, at han godt kan forstå, at Amalie Szigethy blev forskrækket over det uventede besøg.

»I aftenens afsnit af ’Amalies Baby’ fortæller jeg min version af hændelsen i vores hus i Hørsholm i sidste program. Jeg kan godt se, at det må have virket voldsomt for Amalie, at mig og mine venner kom ind på den måde, vi gjorde, men jeg vidste vitterligt ikke, at hun var der,« forklarer han til BT.

Siden de kommende forældre i starten af januar annoncerede, at de skulle have et barn sammen, har medieomtalen været intens. I marts fortalte parret så, at de ikke længere var kærester, og senere kom det frem, at de aldrig havde dannet par.

Beskyldninger og rygter er fløjet gennem luften – i pressen – og skænderierne fortsatte for åben skærm, da de begge begyndte at medvirke i ’Amalies Baby’.

Ifølge programmerne nåede det stormfulde bekendtskab dog sit højeste efter det, som Amalie kaldte et ’indbrud’, skete.

Mikkel Skelskov forklarer, at det var ham, der stod på lejekontrakten og betalte huslejen, for at Amalie Szigethy skulle have en tryg base under sin graviditet. Da hun eftersigende ikke overholdte nogle interne aftaler, som de ifølge Mikkel Skelskov havde indgået, havde han smidt hende ud ugen inden, han troppede op. Derfor troede han ikke, hun var i huset.

Efter den hændelse har de ikke haft kontakt.

Mikkel Skelskov er enorm ked af situationen, forklarer hans PR-agent April Chris, og ønsker, at der kan komme ro på hele situationen, så også Amalie Szigethy kan få ro under resten af sin graviditet.

Han tager ud af landet et stykke tid og opfordrer de mange seere til at træde et skridt tilbage og tænke på, at der kommer et barn inden længe.

I ’Amalies Baby’ fremgår det, at begge forældre ønsker, at Mikkel Skelskov får et forhold til sin datter, hvis navn Amalie Szigethy afslørede tidligere torsdag.

Pigen kommer til at hedde Josephine Charlotte Lytton Kejser Szigehty. ’Josephine’ er Amalies mellemnavn og hendes mor hedder ’Charlotte’.

De to første dele af programserien har allerede været sendt på TV3 og torsdag aften vises tredje afsnit, hvor Mikkel Skelskov uddyber, hvad der skete den aften i huset i Hørsholm.

Amalie Szigethy har termin d. 31. juli. Datteren vil komme til verden ved et planlagt kejsersnit, som hun ikke ønsker at oplyse datoen for.