Monte Carlo fejrede fredag eftermiddag det populære programs afslutningsfest med deres radioprogram med kage, live-musik og kæmpe vinger bagud. Tusind mennesker sad klokken 14 klar, tæt sammenpakket og med fokus på scenen. I dag var det sidste chance for at høre radio- værterne Esben Bjerre og Peter Falktoft i programmet Monte Carlo.

I to år har hele Danmark haft mulighed for at høre programmet på radiokanalen P3. Men fredag eftermiddag er æraen slut. Den populære duo sender for aller allersidste gang deres radioprogram.

For at gøre begivenheden speciel har er de to værter rykket fra deres hjemmevante DR kontor til enden af Kaj Munks vej på den store græsplæne tæt på DR byen på Amager.

I dagens anledning havde de valgt at invitere deres lyttere til at komme forbi og overvære udsendelsen, og sige farvel til ’Monte Carlo’.

Overvældende mange mennesker havde sagt ja tak til invitationen og var mødt op for at hylde, lytte og se makkerparret. Da showet startede blev makkerparret afbrudt af rungende klapsalver som fyldte hele pladsen.

Siden har programmet budt på snak om Venstres krise, samt mediernes håndtering af situatonen, hund og hund imellem og programmets signatur: dyrequizzen. De fremmødte kunne også nyde musikken af livebandet Scarlet Pleasure og masser af kage.

I programmets mere end to år lange levetid fik Esben Bjerre og Peter Falktoft  undervejs ørerne i maskinen ad flere omgange. Blandt andet, da de bød på den originale Holger Danske-statue, og fordi de lagde sig ud med Tv2 Lorry, som de to unge fyre konsekvent omtalte som TV2 Løgni.

De to populære radio-værter fra kult-programmet 'Monte Carlo' forlader DR efter sommerferien men kommer formentlig fortsat til at gøre sig bemærket i offentligheden. Ifølge Media Watch vil de to fremover være at finde i Nordisk Films regi, hvor de skal være en del af Pineapple Entertainment – produktionsselskabet, som blandt andet producerer 'Natholdet'.