For fem måneder siden greb Morten Ankerdal sin kones telefon, og skrev på hendes Facebook-profil, at hun havde besluttet sig for at gennemføre en halv maraton. I virkeligheden hader hans kone, Vibeke Nesse, at løbe.

Men søndag gjorde hun alligevel Facebook-opdateringen til virkelighed, da hun gennemførte Powerade Copenhagen Half Marathon. På trods af, at hun har været alene med parrets to børn, mens Morten Ankerdal har været i Brasilien for at dække VM i fodbold for TV2.

Læs også: Morten Ankerdals store sorg: Her er hans rørende fortælling om sin far

- Det var jo bare fis og ballade, men der gik ikke mere end fjorten dage, og så gik hun i gang med at træne med en veninde. Selvom jeg har været meget væk, og der har været masser af ting, der kunne udskyde deres projekt, så har de stædigt holdt fast, og de gennemførte også sammen i dag, siger en stolt Morten Ankerdal om sin kone, Vibeke Nesse, der er tidligere professionel håndboldspiller i klubber som Viborg HK og Ikast Bording EH.  

Tilbage i marts måned var Morten Ankerdal og Vibeke Nesse i København for at se VM i halvmaraton sammen med et hold norske venner. Da Vibeke forlader selskabet et kort øjeblik, griber hendes mand chancen og skriver en statusopdatering på hendes telefon.

Læs også: Morten Ankerdal: Det skulle mine sidste 100 dage bruges på

- Jeg skriver, at hun føler sig inspireret, og nu har hun besluttet sig for at løbe et halv maraton. Så sad jeg og grinte lidt af det med vores norske venner. Da Vibeke så kommer tilbage, er der allerede en masse, der har skrevet til hende på Facebook, at det er sejt og flot, griner Morten Ankerdal, der i øjeblikket er vært på Go' Morgen Danmark på TV2.  

Selvom Vibeke Nesse er tidligere professionel sportsudøver, er det kommet som en overraskelse for mange af hendes venner, at hun har trænet op til en maraton, forklarer Ankerdal.

- Hun har aldrig kunne lide at løbe. Hun elsker at spille håndbold, men hun hader løbetræning. Så alle, der kender hende, er ret overrasket over, at hun har løbet en halv maraton i dag, griner han og uddyber:

- Men det gjorde hun, og det er jo fantastisk, siger Morten Ankerdal, der fulgte sin kone rundt på ruten og heppede sammen med deres familie.  

Vibeke Nesse gennemførte i tiden to timer og seks minutter.