Liberal Alliance tager til genmæle overfor Christiansborgs kunstudvalg, der har nægtet partiet at udsmykke dets gruppeværelse med billeder af sangeren og kunstmaleren Johnny Madsen. Nu betaler partiet selv.

- Johnny Madsen skal ind at hænge på Christiansborg. Og hvis der er nogle smagsdommere, der tror, at de kan forhindre det, så tager de fejl. Vi tager gerne opgøret med både janteloven og den politiske korrekthed, fastslår partileder Anders Samuelsen.

Liberal Alliance finansierer nu selv udsmykningen af partiets gruppeværelse på Christiansborg. Folketingets rådgivende kunstudvalg ville nemlig ikke give lov til, at der blev indkøbt billeder af Fanø-kunstneren for Folketingets midler, fordi udvalget mener, at 'Johnny Madsens billeder ikke har den kunstneriske kvalitet, der skal til for at udsmykke et gruppeværelse på Christiansborg', lød begrundelsen.

- Det her har jo udartet sig til det groteske, siger Anders Samuelsen.

- Kunst er en smagssag. Johnny Madsen vækker begejstring mange steder. Jeg kan lide det, vores folketingsgruppe kan lide det, og så må det være nok. Folketinget er folkets hus, så jeg synes, det skulle være underligt, hvis ikke vi som folkevalgte må pryde gruppeværelset med hans kunst.

Kunstudvalgets vurdering er også blevet modtaget med hovedrysten på Fanø, fortæller Johnny Madsens tidligere artmanager og nære ven, Jeanett Exner.

- Det er en træls situation. Som hans gamle manager tager jeg det lidt nært. Det anerkendte auktionshus Christies i London fik udsolgt, da de havde hans malerier og bad så om at få en private viewing med private kunder. Hans malerier er gode nok til folk i London, New York og Washington - og så bliver jeg altså underligt til mode, når vi så er dømt ude i vores eget land, siger hun og undrer sig over, hvad kunstudvalget mon vurderer ud fra. 

- Der sidder en akademisk elite og dømmer ham ude. Men Johnny tager det med ophøjet ro. Han sagde forleden: 'Jeanett - jeg bliver helt nervøs for at skulle ud og optræde. Jeg dumpede til musik i skolen og har aldrig gået på musikkonservatoriet. Vil de nu også aflyse mine koncerter?', fortæller hun grinende.

Johnny Madsen behøver vist ikke at frygte noget. Nu kommer han op at hænge på Christiansborg uanset, om det passer kunstudvalget eller ej. Og det skal fejres, mener både kunstneren selv og Liberal Alliance.

Derfor inviterer de alle til et glas vin og et kig på de nye billeder i Liberal Alliances gruppeværelse på Christiansborg på onsdag fra kl. 17 til 19.

- Alle der har lyst, skal have mulighed for at komme ind og hilse på Johnny Madsen og se hans kunst og glæde sig over, at billederne nu kommer op at hænge. Alle er velkomne, og vi håber, at der dukker mange op, siger Anders Samuelsen, der blot gerne vil have et praj på anders.samuelsen@folketinget.dk eller via mail til hans facebook-side, så han ved, hvor mange der kommer. 

Og Jeanett Exner skulle hilse fra Johnny Madsen og sige, at han glæder sig til at hygge med folket.