Den 72-årige sangerinde Cilla Black fra Liverpool, England, var ikke syg, da hun kollapsede lørdag 2. august og efterfølgende afgik ved døden.

Det afslører den spanske obduktionsrapport, der blev offentliggjort tirsdag.

Cilla Black var alene hjemme og slikkede sol på terrassen i sit hjem i Marbella ved Costa del Sol, da hun mistede balancen, faldt, slog hovedet og besvimede. Efterfølgende døde hun af et slagtilfælde, skriver den engelske avis Daily Mail.

Det var hendes ældste søn Robert, der fandt hende liggende død, efter han forgæves havde forsøgt at få kontakt med hende og efterfølgende havde brudt døren op til hendes villa på den spanske solkyst i Malaga.

Den yderst populære sangerinde, der nærmest blev et engelsk nationalsymbol siden gennembruddet i de svingende 60'ere, hvor The Beatles manager Brian Epstein gjorde hende til superstjerne, kan nu komme hjem til England, hvilket hendes tre sønner ser frem til midt i sorgen over moderens død:

»Vi er dybt nedbøjede, men vil gerne takke for al den støtte vi har fået fra hele nationen, og særligt fra Liverpools befolkning. De spanske myndigheder har sagt, at vi nu kan bringe vores mor hjem, hvilket vi vil gøre hurtigst muligt,« siger de tre brødre Robert, Jack og Ben i en fælles udtalelse.

Cilla Black var i virkeligheden døbt Priscilla White, men fik kunstnernavnet Black af The Beatles manager Brian Epstein. Hun brød igennem i kølvandet på det legendariske Liverpool-band, der var store fans af sangerinden.

Det skete i 1963 med Burt Bacharachs hjerteskærende ballade 'Anyone Who Had A Heart", der blev tressernes bedst sælgende single i England fra en kvindelig solist. I 70'erne havde Black en kort karriere som comedy-skuespiller, og i 80'erne og 90'erne blev hun en populær underholdnings-vært på britisk fjernsyn.

I 2013 fejrede hun sit 50 års jubilæum som entertainer.