Den folkekære skuespiller Ole Thestrup bliver nødt til at tilbringe julen på Rigshospitalet, hvor han skal igennem en bypass-operation. Det fortæller Ole Thestrup til bt.dk.

»Jeg gennemgår i morgen den 23. december en bypass-operation og forventer at være hjemme igen inden nytår,« skriver skuespilleren i en mail til bt.dk fra hospitalet.

Planen var oprindeligt, at Ole Thestrup skulle gennemgå en ballonudvidelse af kranspulsåren. Men en undersøgelse i sidste uge viste, at det ville være en bedre ide med en bypass-operation.

Det betyder samtidig, at skuespilleren ikke vender tilbage til sin rolle som Kaptajn de Treville i Østre Gasværks opsætning af De 3 Musketerer. I stedet overtager Kirsten Lehfeldt rollen.

Tidligere i december trak Ole Thestrup sig fra teaterstykket, fordi han lider af hjertekramper. Dengang regnede han med, at han ville vende tilbage til rollen efter nytår.

Han fortalte i den forbindelse bt.dk om sine hjerteproblemer.

»For et par uger siden fik jeg et større anfald, da jeg en tidlig morgen var på vej til Tivoli og pressemøde på Tam Tam. Jeg måtte simpelthen sætte mig inde i Køreporten (v. personaleindgangen i Tivoli, red.) og sidde og komme til mig selv. Og det gav ligesom stødet til, at jeg tænkte, 'nej, nu går det ikke mere, nu må jeg have det undersøgt',« fortalte Ole Thestrup til bt.dk.

Den 66-årige skuespiller er blandt andet kendt for sine roller som den våbenglade jæger Alfred i filmen Blinkende Lygter og som den bramfri partileder Svend Aage Saltum i DR-dramaet Borgen.