I næste uge er tv-legenden Oprah Winfrey tilbage på skærmen. Det sker, når hun på sin egen tv-kanal sender en eksklusiv udgave af sit talkshow 'Oprah's Next Chapter', hvor Whitney Houstons efterladte familiemedlemmer taler ud.

For næsten et år siden sagde Oprah Winfrey ellers farvel til en rolle i rampelyset og sluttede 'The Oprah Winfrey Show' - det tv-show hun siden 1986 var vært på.

Men Whitney Houstons død har fået Oprah tilbage foran kameraet.

Det eksklusive show bliver sendt på Oprahs egen tv-kanal OWN, som står for Oprah Winfrey Network, den 11. marts - nøjagtig en måned efter den amerikanske superstjernes døde.

Inviterer familien

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har tv-legenden interviewet flere af Whitney Houstons familiemedlemmer i forbindelse med udsendelsen - blandt andre Whitneys datter Bobbi Kristina, svigerinde og manager, Patricia Houston, og broderen Gary Houston.



Whitney Houston har tidligere selv medvirket i Oprah Winfreys show for blandt andet at tale om sin afhængighed af stoffer.

Oprah Winfrey deltog selv i Whitney Houstons begravelse i begyndelsen af februar måned. Den verdenskendte sangerinde blev fundet liggende død i sit badekar på et hotel i Beverly Hills 11. februar, sandsynligvis efter en overdosis af alkohol og medicin. Whitney Houston blev kun 48 år gammel.