Den amerikanske rockstjerne Sheryl Crow har fået konstateret en hjernesvulst, men på Facebook maner hun til ro over for sine fans.

- Hej allesammen. I skal ikke være være bekymrede for min "hjernetumor", det er en ikke ondartet svulst, skriver den 50-åriger sangerinde.

Hun fortæller, at hun på trods af omstændighederne har det godt.

- Jeg ved, at nogle mennesker har problemer med den slags, men jeg forsikrer jer alle, at jeg er okay.

- Jeg føler mig sund og glad, og jeg har det godt med at være på turné med mit nye band, skriver Sheryl Crow, der er i gang med at skrive på et nyt album.

- Jeg har meget travlt med at arbejde på mit album, og jeg er meget spændt på det. Jeg sætter stor pris på alles kærlighed og tanker, og jeg føler mig velsignet over støtten fra mine fans, men jeg har det fint, skriver Sheryl Crow.

Den tidligere partner til cykelstjernen Lance Armstrong behøver ikke at blive opereret, fordi svulsten er godartet, og den sidder som sådan ikke inde i hjernen. I stedet skal hun gå til lægen for, at der kan holdes øje med svulsten.

Sheryl Crow har været ude for noget lignende. I 2006 fik hun konstateret brystkræft, men den gang blev hun opereret og rask igen.