Børnesmil og kildevand kan man leve på, siger tv-værten Hr. Skæg, efter flere jubelglade forældre på Facebook har rost ham for at tage sig tid til deres børn, når de møder ham.

Men det er heller ikke uden problemer at blive genkendt af småbørn overalt. Tivoli-ture og udflugter til Zoologisk Have med familien er for eksempel droppet.

Da bt.dk fanger 44-årige Mikkel Lomborg, kort tid før han som Hr. Skæg skal på scenen for at optræde, fortæller han, at han faktisk slet ikke kan lade være med at hilse på de små fans.

»Det er meget svært at lade være. De lyser langt væk af, at de står over for et menneske, som de rigtig gerne har villet snakke med. Og så sker det lige pludselig i virkeligheden,« fortæller Mikkel Lomborg, der med sine 196 cm og karakteristiske cykelstyrskæg er nem at genkende for børnetv-seere. Og genkende ham det gør de.

»De fleste af børnene har slet ikke tænkt over, at Hr. Skæg findes i virkeligheden, så det der med lige pludselig at stå foran ham, det er så stort for dem. Det kan jeg ikke lade være med at reagere på,« siger Mikkel Lomborg, der optræder som Hr. Skæg på DR's børnekanal Ramasjang, hvor han lærer seerne om ord, tal og matematik.

Slut med Zoo
Men når man bliver genkendt over alt, så er det umuligt at gøre som alle andre familier med børn. Så Mikkel Lomborg, hans kone og to piger på otte og to år har opgivet at besøge steder, hvor der er rigtig mange børn.

»Jeg har ikke været i en forlystelsespark med mine piger, fordi vi bliver omringet af børn. Så vi kan ikke rigtigt gøre de der børneting som at gå i Tivoli, Zoologisk Have og på stranden,« siger Lomborg.

Og nogle gange bliver det trods alt også for meget at være de små børns yndling. For eksempel hvis man er taget ud at spise med sin kone og bliver afbrudt af en forælder, der lige vil fortælle, at deres barn er Hr. Skægs største fan og gerne vil have taget et billede.

»Jeg prøvede at have en romantisk middag med min kære kone for en måneds tid siden. Der sad jeg med munden fuld af mad og stirrede forelsket på min kone, da der var nogen, der prikkede mig på skulderen. Vi havde fundet den mørkeste krog og prøvede at være intime og hemmelig og bare os to. Så var det altså lidt irriterende at blive afbrudt,« fortæller Hr. Skæg.

Egoboost
Men Mikkel Lomborg må da også indrømme, at han trives ret godt med at blive genkendt.

»Jeg var på Roskilde Festival, hvor jeg mødte nogle børn, der havde været med i 'Skæg med tal' (DR-program, red.) i 2007. De var så blevet teenagere og taget på Roskilde Festival, hvor de så synes, det er mega cool at møde Hr. Skæg. Sådan noget elsker jeg jo,« forklarer han.

»Det er jo et fedt boost for egoet, må jeg indrømme. Hvis jeg ikke kunne lide opmærksomheden, så ville jeg jo gå ned med flaget.«

Og skulle opmærksomheden, de påtrængende forældre og de nysgerrige børn blive for meget, så findes der også en løsning på det, fortæller Mikkel Lomborg.

»Jeg har jo altid den joker i baghånden, at jeg kan klippe skægget af. Så kan folk ikke genkende mig mere. Men så slemt har det ikke været endnu, og jeg tror faktisk heller ikke, at det bliver det.«