- Prøv at være lidt mere søde imod os rige. Uden os ville USA ende i det rene kaos.

Sådan siger KISS-stjernen Gene Simmons i et nyt interview med avisen The San Diego Union-Tribune.

Den provokerende bassist, sanger og komponist fra den klassiske amerikanske rockgruppe er kendt for sine uhæmmede udtalelser. Han er også kendt for at støtte republikanske præsidentkandidater som Mitt Romney og John McCain. Og Gene Simmons har tydeligvis ikke meget tilovers for den igangværende amerikanske debat, hvor der tales meget om den voksende forskel på kæmpelandets rigeste og fattigste.

- I de sidste 30 år har jeg været en del af USAs ene procent - de rigeste af de rige. Og det har været skønt. Jeg er træt af at høre om alt det brok. Det er ren og skær misundelse. Det er de rige, der holder landet igang. Vi betaler halvdelen af alle skatterne. Og jeg kan personligt ikke huske den sidste gang, en fattig amerikaner har givet mig et job, siger Simmons. 

Gene Simmons, der over for BT har pralet med sine 5.000 elskerinder, starter snart endnu et amerikansk realityshow, 'Ugly Models' - Om 'grimme' modeller.