Navn: Glennie Stidsen Nørgaard, 25 år Startede i: Sæson 6 Børn: Emma på fem og Emil på tre

25-årige Glennie fra Herning er både blevet gift, skilt og har mistet et barn siden sin deltagelse

- Det har været en hård periode, siger Glennie.

På fem år har den unge kvinde været gift to gange, mistet forældremyndigheden (frivilligt i det ene tilfælde) over sine børn og været igennem en abort.

I 2008 var Glennie Nørgaard Stidsen sammen med sin Daniel og de to fik datteren Emma, men endte med at gå fra hinanden. Sammen med en anden Daniel fik Glennie sønnen Emil tre år senere, men Glennie endte på et krisehjem på grund af vold.

Nu er hun gift på ny med manden i sit liv, Christian Have, og studerer HF, som hun bliver færdig med til juni. Herefter vil hun være indretningskonsulent. Sammen med sin mand blev Glennie gravid sidst i 2012. Men nytårsaften begyndte hun at pletbløde og på sygehuset fik hun at vide, at hun ikke længere havde barnet.

- Det gjorde hammerondt. Det har gjort, at jeg er bange for at blive gravid igen. Det var virkelig ubehageligt, forklarer Glennie. Men på trods af de hårde tider går det nu fremad for den unge mor.

- Det går rigtig godt nu. Jeg ser Emma hver 14. dag og i ferier og hun har det godt hos sin far, siger Glennie.

Men Emil er ikke en del af hendes liv endnu. Ifølge Glennie siger lægerne at den lille dreng skal have fred omkring sig. Derfor vil Glennie først søge om samvær efter sommeren, når han er blevet lidt ældre. Hun har ikke set ham siden november 2011.