De ved det udmærket godt. At hvis man frivilligt vælger at komme til crossfit-træning på en »black friday« inde i NATOs hovedkvarter i udkanten af Bruxelles, så er man selv ude om det.
Et stort dødningehoved dukker op på ryggen af Anne-Mette Rasmussens sorte t-shirt, da hun tager sin jakke af.
»Punish your weakness«, står der lige under dødningehovedet på t-shirten, som NATOs ansatte får udleveret, når de begynder til crossfit.
»Straf din svaghed«. Den opfordring lægger Anne-Mette Rasmussen, 54, og gift med NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, ikke noget symbolsk i. Det er bare en crossfit t-shirt, siger hun og synes, at den er lidt sjov med sit ultra-rå look og dødningehovedet.
Hun blogger, holder foredrag, arrangerer velgørenheds-fester og skriver bøger. Om et par måneder er det planen, at hun udkommer med sin næste bog, der handler om at være midt i livet.
Og til maj kan hun ses på Rådhuspladsen, når hun varmer op med ballroom-fitness forud for en gåtur med Parkinsonforeningen. Men i dag er det crossfit, hvor der er tæsk, masser af muskel-tæsk til Anne-Mette Rasmussen og NATOs ansatte, når kroppen i præcis en time bliver banket igennem.
Med sandsække, traktorhjul, økser, jernkugler, vægtstænger og mavebøjninger, der smerter helt om i de yderste nakkehvirvler og får sveden til at strinte.
NATOs førstedame smiler en anelse nervøst, da hun kommer ind i træningslokalet. 16 mænd og kun en enkelt kvinde udover hende selv.
Italienere, tyskere, spaniere, litauere, briter, amerikanere og en dansker. Alle ansat i den vestlige forsvarsalliances øverste militære organisation.
»Der plejer at være betydeligt flere kvinder, men sådan er det åbenbart ikke lige i dag,« konstaterer Anne-Mette Rasmussen og kigger sig lidt rundt. Som håbede hun på, at der i sidste sekund dukkede en kvinde mere op, bare en enkelt.
Mænd i bare overkroppe, enkelte med tatoveringer, de fleste veltrænede og godt på vej til at præstere noget sved efter bare få minutter.
Tre livvagter, den ene ansat til at passe på Anne-Mette Rasmussens mand. Et par politifolk fra det belgiske politi, en militæranalytiker, en tidligere elitesoldat, en web-designer og de andre, som hver dag møder på arbejde, omgivet af pigtråd og massive sikkerhedsforanstaltninger.
Ingen af dem tager notits af de mange skilte, der hænger overalt i Natos hovedkvarter:
»No classified discussion in this area.«
Anne-Mette Rasmussen forklarer de manglende kvinder med, at det kan være fordi, træningen er ekstra krævende om fredagen. Tidspunktet passede hende bare godt, »black friday« eller ej. Det er derfor, hun har valgt at komme i dag.
Hendes privatchauffør har i formiddag hentet hende inde midt i Bruxelles for enden af den eksklusive Avenue Louise op mod »Bois de la Cambre« skoven.
Her bor hun i gennemsnit cirka halvdelen af året, og det er fra den topsikrede villa med vagter udenfor, at hun løber sine morgenture.
Den anden halvdel af året er hun i sommerboligen i Sydfrankrig eller hjemme i Nærum. Og her har hun ingen chauffør, men kører selv, som regel i ét hug fra Bruxelles til Danmark.
Det er vigtigt med mange forskellige former for motion, mener hun, selv om det stadig er dansen, der giver hende de bedste oplevelser.
»Jeg går også til pilates, og det kan jeg bruge i dansen.«
Hun trækker vejret dybt ind, holder sig på maven og ranker sig op for at vise, hvad hun mener.
»Når jeg danser med min dansepartner, Thomas, siger han altid til mig: »Anne-Mette, husk nu at bruge din pilates,« griner hun, da hun har pustet ud igen.
For motion og fysisk velvære betyder meget. Det har det altid gjort. Selv om mange tror, det først startede, da hun sagde ja til at være med i »Vild med dans«.
Dengang der blev talt og skrevet om »Anne-Mettes forvandling«. Fra den lidt anonyme og altid smilende hustru, der stod ved sin statsminister-mands side. Men pludselig en dag fik en platform i bedste sendetid, hvorfra hun kunne udvikle sit eget udtryk, sin egen stil og træde lidt mere ud af sin veldefinerede rolle.
Nogle mente, hun var cool, andre at statsministerens frue nok lige skulle tage at eksponere sin nye selvrealiserende profil på en lidt anden måde, end med afsæt i et populært danseshow.
Selv afviser hun prompte, at hun har forandret sig. Hun har udviklet sig, ja, sådan som vi alle helst skal gøre det gennem hele livet. For hendes vedkommende i flere nye retninger og med en efterhånden travl virksomhed. Men forandret sig har hun ikke.
»Jeg har mødt nogle nye og meget inspirerende mennesker de senere år,« forklarer hun.
»Når man først er involveret i én ting, fører det næsten altid noget andet med sig, som giver afsæt for nye projekter og nye idéer.«
Som da hun for fem år siden holdt foredrag om forældreansvar på Christiansborg sammen med veninden Gitte Hornshøj og brugte sin baggrund som pædagog. Det endte med en bog »Børn, børn, børn« med råd og vink til forældre.
Men det kræver fleksibilitet og god planlægning, forklarer hun, for hun har også en hel del repræsentativt i NATO-regi.
Indimellem mødes hun med NATO-ambassadørernes ægtefæller, men kalder det for et professionelt netværk og ikke hendes veninder. Dem har hun hjemme i Danmark.
Og så er hun stærkt optaget af fordomme. Mere end nogensinde.
»Vi kunne godt trænge til at blive rusket lidt, og ikke være så fordomsfulde over for hinanden. At få lidt mere mod,« mener hun.
»Selv om man er fyldt 50, er det langt frafor sent at realisere sig selv og sine idéer. Men der er en udbredt opfattelse af, at det kan man ikke. Der er ingen grænser for, hvor mange der kigger skævt, hvis man ikke lige passer ind i formlerne.«
Hun prøvede det på et tidspunkt i Magasin.
»Jeg gik med en veninde, da vi fik et kæmpe grineflip. Folk vendte sig rundt og kiggede, i første omgang fordi vi åbenbart havde en alder, hvor man ikke får grineflip i et stormagasin. Da de så, at det var statsministerens kone, vendte de øjne og var forargede.«
Hun nævner også sin deltagelse i »Vild med dans« som et eksempel på, hvor hun bevidst brød med fordommene om, hvad en statsministers kone og en kvinde over 50 kan eller ikke kan.
»Det var der mange, der havde en mening om. Også folk tæt på mig, ikke Anders og børnene, men andre, og dér skulle jeg nok forklare mig lidt. Jeg kan godt forestille mig, at de har tænkt: »Skal hun blive ved med det dans?«
Jeg ved selvfølgelig godt, at der er forskellige ting, jeg ikke kan i kraft af min mands position som øverste chef i NATO,« siger hun, men vil ikke komme yderligere ind på, hvad det så kunne være.
»Men der er stadig rigtig meget, jeg kan, hvis jeg har modet til at bryde med nogle fordomme og tage de udfordringer, jeg synes viser sig hele tiden.«
Det handler hendes nye bog om »Midt i a ræs«, som hun skriver sammen med Forfatteren Lene Rikke Bresson og veninden Gitte Hornshøj. Om ikke at lade sig begrænse, men at turde lidt mere af alt det, vi gerne vil. På samme måde, som hun selv har gjort.
At turde er for Anne-Mette Rasmussen at stille sig op og holde foredrag. Eller skrive en bog eller noget af alt det andet, hun er i gang med.
I den forbindelse er det vigtigt aldrig at holde hinanden tilbage, siger hun med henvisning til sit ægteskab.
Selv har hun fået al den støtte og opbakning, hun har kunnet ønske sig fra sin mand.
Lige nu tør hun noget, som ikke alle kvinder i hendes alder ville kaste sig ud i.
Gulvet i NATOs træningslokale er af sort gummi. Det samme med den ene af væggene.
»Dont wish it was easier, wish you were better,« står der med hvidt.
Tung metal-musik hamrer højt og aggressivt ud et sted fra nogle højttalere. Det er tyske Rammstein, der dunker og skælder ud, mens et par af mændene er begyndt at få lyd på i deres træning.
Anne-Mette Rasmussens pinkfarvede sportssko lyser op og står i skarp kontrast til det ellers så beskidte crossfit.
Det kan ikke blive »nasty« nok, og skal helst minde om en halv-smadret militær-garage eller et rustikt træningsloft et sted i Brooklyn.
Hun løfter en vægtstang. 30 kilo, det er ikke så meget, konstaterer hun bagefter. Men rigeligt, når flere af den slags løft undervejs bliver kombineret med »onde« mavebøjninger og ihærdige forsøg på at hive sin krop op i armene ved at hænge i nogle jenstænger.
Hun siger, at hun kigger på uret oppe på væggen lidt for tit. At hun på et tidspunkt ikke helt kan sige sig fri for at ønske, at det snart var overstået.
Til crossfit-træningen er hun en af de ældste og midt i livet. Sådan beskriver hun det sted, hun er lige nu. For hun satser på at blive mindst 100 år, griner hun.
Men hun er ikke bare midt i livet, det er også et liv med flere og større sceneskift, end for så mange andre.
For nylig befandt hun sig sammen med solbrune danskere på Lanzarote med udsigt til Atlanterhavet og masser af dans. Undervisningen stod hun for sammen med veninden Elisabeth Dalsgaard og dansepartneren Thomas Evers Poulsen. God stemning, livsglæde, varme og med dansen som centrum.
Mindre end to døgn senere sad hun på bagsædet i en skudsikker bil iført skudsikker vest i fuld fart gennem Kabuls gader og med livvagter alle vegne.
»Indimellem er modsætningerne næsten for store til, at man helt kan forstå dem,« konstaterer Anne-Mette Rasmussen, der sammen med sin mand var ude at besøge de danske soldater i Helmand-provinsen for tre uger siden.
»Kvinderne er stort set usynlige i gadebilledet, de lever som i et fængsel under deres burka,« siger hun.
To gange om året inviterer Anne-Mette Rasmussen til velgørenhedsbal i NATOs stabscenter, for at samle penge ind til kvinder og børn i Afghanistan.
Med sig har hun Thomas Evers Poulsen og NATOs generalsekretær.
»Sammen med Thomas danser jeg omkring tre danse, og bagefter er det NATOs ansatte, der selv indtager dansegulvet, når de har fået noget instruktion,« forklarer hun.
Musikken leveres af et band »Shape«, bestående af militærfolk fra NATO.
»Jeg var meget nervøs den første gang. Ville de synes, det var helt åndssvagt at bede dem om at danse, og i øvrigt give penge til et godt formål? Men det er faktisk blevet lidt af en succes, der er ikke så mange af den slags fester herude, og der kommer flere og flere hver gang.«
Anders Fogh Rasmussen har også sin rolle. Mens hustruen og Thomas Evers Poulsen ved dessert-tid er ude at klæde om til dansetøj, er han manden, der holder hatten med alle numrene til tombolaen og råber gevinst-numrene op.
Velgørenhedsballet er hendes egen idé. Men hun sørger altid for at gøre tingene i sit eget tempo.
Det gælder også på en »black friday«, hvor hun ikke helt har haft mulighed for at give den maks. gas, fordi Berlingske var på besøg.
Hun strækker ud, gør sig færdig, tager sin jakke på og går ned ad gangen. Væk er dødningehovedet.
