Skuespilleren Nukâka Coster-Waldau har lært at holde andres fordomme ud i strakt arm. Både som grønlænder og i ægteskabet med »ham den lækre« fra »Game of Thrones«. I næste uge er hun på scenen i teaterfestivalen CPH STAGE.
»Du er da ikke rigtig grønlænder, vel? Du er jo pæn. Eller måske er det fordi, du kun er halvt grønlandsk?«Skuespilleren og sangeren Nukâka Coster-Waldau er »hel« grønlænder. Født og opvokset i byen Uummannaq 460 kilometer nord for Polarcirklen. Det er hun stolt over.
Og fordommene har hun lært at leve med. At holde dem ud i strakt arm, ikke at tage dem til sig. Selv om hun selvfølgelig kan blive provokeret. Også af de fordomme, det var hensigten, hun skulle have opfattet positivt.
Cameron Diaz og en undertøjsmodel
Som et plaster på såret over at være grønlænder, meeen ... trods alt se pæn ud.
Når man så både er grønlænder og gift med »ham den lækre« fra HBO tv-serien »Game of Thrones«, der ses af 13,6 millioner verden over, er fordommene bare dobbelt op.
For var Nikolaj Coster-Waldau ikke gift med en Victoria Secret undertøjsmodel? Og datede han ikke Cameron Diaz, som han sidste sommer indspillede filmen »The other Woman« med?
Er han virkelig sammen med hende? En kvinde i Danmark uden stjernestatus? Som oven i købet ikke er helt ung længere, ser ret almindelig ud, og som han har sine to børn med?
Hun får mange af dem. Henvendelser fra kvinder, hun ikke aner hvem er. Fordi hun er gift med et »stjerne-hug« af en mand. Og hun indrømmer, at diverse påstande og skriverier ikke altid er lige lette at skubbe fra sig.
Eskimoisk og europæisk kranium
Hun nægter at tage det alvorligt.
»En dag skulle jeg på nettet finde en anmeldelse af noget, Nikolaj havde spillet med i, da tråden pludselig bliver helt vild. Egentlig havde jeg ikke lyst til at læse videre, men kom til det alligevel.«
Tråden handlede om Coster-Waldaus kones »groteske »kindben, ledsaget af to illustrationer: Et eskimoisk kranium og et europæisk kranium.
»Så loggede jeg ud.«
Nukâka Coster-Waldau smiler, men med tydelig alvor bag. Hun ryster let på hovedet.
»Jamen, hvad skal man sige til sådan noget? Andet, end at der må være nogle mennesker, der mangler indhold i deres liv eller keder sig.«
Hun tager en slurk af vandflasken. Rykker sig lidt længere ind i skyggen under parasollen på Sophienholm ved Bagsværd Sø, hvor temperaturen har sneget sig op på 23 grader.
På onsdag og torsdag er Nukâka Coster-Waldau aktuel i det anmelderroste teaterstykke »Strømsteder«, på teaterfestivalen CPH STAGE. Dramatikerne Peter Laugesen og Hanne Trap Friis står bag stykket.
Frygten for ikke at være god nok
En time alene på scenen. Splittet mellem sit danske og grønlandske ophav og på rejse gennem to kulturers tabuer og fordomme.
Det er konfrontationen med egne længsler og de store eksistentielle spørgsmål i form af portrætter.
En alkoholiseret kvinde som et menneske fuldt af følelser, og ikke kun lammet af druk siger hun.
»Men også den grønlandske unge kvinde, som mistede sproget efter forældrenes skilsmisse. Faren tog hende med til Danmark og forbød hende at tale grønlandsk, men hun mistede aldrig følelsen af at være grønlænder.«
Som så mange andre mødte kvinden Grønland med frygt i mange år, forklarer Nukâka Coster-Waldau.
»Med frygten for ikke at være god nok. Og for at blive afsløret som én, hvis familie var gået i stykker. Sammen med en angst for, at identiteten som grønlænder også var gået i stykker.«
Nukâka Coster-Waldau rykker sig lidt rundt på den spinkle caféstol. Og konstaterer, at det er et ekstremt følsomt emne. Dem og os. Danskerne og grønlænderne. Der er noget »hvem holder du med?« over den voldsomme grønlandske historie, mener hun.
Hvem er mest grønlænder?
Et samfund, hvor forandringerne og omvæltningerne har været så store, at det gik alt for stærkt til, at samfundet kunne overskue at håndtere det.
»Derfor er nogle mennesker blevet tabt i den omstillingsproces. Mennesker, som har opgivet livskampen.«
Internt mellem grønlændere kan der også være fordomme, og tonen er hård.
»Hvem er mest grønlænder? Er det mig, fordi jeg er vokset op med hundeslæder og ikke kan tale dansk? Eller der det dig, der bor i Danmark, taler dansk, men stadig har sin identitet i Grønland?«
Ifølge Nukâka Coster-Waldau bestemmer man selv, om man er grønlænder eller ej. Og hvor meget.
Selv vil hun aldrig kalde sig for dansker.
»Jeg har boet i Danmark i lidt over halvdelen af mit liv, er dansk gift, men vil altid kalde mig grønlænder, det er sådan, jeg har det inde i mit hjerte.«
"Hjem" er også sin egen lille familie
Hun siger »hjem til Grønland, for hun er »hjemme«, når hun kommer derop.
»Men »hjem« er også, hvor jeg er sammen med min mand og har fået min egen lille familie. Dér hvor vi har vores fælles liv.«
Børnene Safina og Filippa på ti og 13 er grønlændere, men også danske. Og meget stolte af begge nationaliteter, forklarer hun.
»Den følelse, de har, vil Nikolaj og jeg til hver en tid bakke op om, det skal ingen skal tage fra dem.«
Hun kunne sagtens finde på at flytte hjem igen. For hun har aldrig tænkt på det, som om hun har forladt Grønland.
Foreløbig er hun der hver sommer sammen med familien. Det er deres yndlingsferie, begge piger føler sig hjemme og elsker at være deroppe.
Hun tænker lidt. Siger så, at hun godt ved, at hun også kan være genstand for fordomme blandt grønlændere i Danmark og ikke bare blandt danskere.
Grønlænder på »business-class«. Datter af tidligere minister, formand for IA og tidligere landstingsformand Josef Motzfeldt. Udvekslingsstudent i USA som 17-årig. Første grønlandske kvinde, der blev optaget på Statens Teaterskole og på 14. år gift med en mand, der i dag har status af vaskeægte filmstjerne.
Ligner jeg en japaner?
Håret er kort og sort, øjnene mørke og varme, smilet imødekommende.
Sidste år skulle Nukâka Coster-Waldau spille japaner i en kortfilm.
»For danskere ligner vi nok bare hinanden. Det er sort hår og skæve øjne, ikke? Og man kan lige så godt spille en japaner eller kineser som en grønlænder, tænker nogen.«
Hun lyder hverken vred eller indigneret, bare konstaterende.
»Måske er det også lidt sjovt på den groteske måde, hvis man vælger at se det fra dén vinkel.
Under indspilningen spurgte jeg nogle af mine japanske medspillere:
Hånden på hjertet: Ligner jeg en japaner? Hvortil der forundret blev svaret:
»Nej, nej, det gør du da ikke.«
Jeg tror bare, jeg var nysgerrig efter at vide, om jeg for en japaner lignede en japaner.«
Når hun møder grønlændere på gaden her i Danmark, ved de lige med det samme, at hun er grønlænder.
»Og jeg ved, at de er grønlændere. Vi hilser hjerteligt, også selv vi ikke kender hinanden. Vi har noget sammen, det er det, der ligger i det.«
11 år og alene med hundeslæde
Hun taler om sine barndomsår og opvækst med taknemmelighed og kærlighed. Harmonisk og tryg hele vejen igennem sammen med sine tre søskende hjemme hos forældrene. Begge var skolelærere, faren var også skoleinspektør.
Der findes intet, siger hun, som stilheden, Solen og isen udenfor Uummannaq.
Hun er 11 år første gang, hun selv er ude med hundeslæde med fem-seks af familiens i alt 40 slædehunde til at trække hende af sted.
Hun fryser ikke, har varme sælskindsbukser på, anorak, kamikker, huen og lufferne.
Isfjeldene har form som sjove huse, synes hun. Især de isfjelde, som er frosset fast ovenpå hinanden.
»Når jeg mærkede, at der begyndte at komme forfrysninger på mine kinder, børstede jeg det bare væk. Det var en dejlig følelse af frihed, jeg elskede de slædeture helt alene, det var noget naturligt, som så mange andre børn også gjorde, når vi havde fri fra skole.«
Andre gange var hele familien af sted og overnattede ude på isen. Med en primus tændt om natten for at holde varmen. Forældrene holdt sig vågne på skift.
Mareridt om den dybe fjord
Om dagen fiskede familien havkatte, hellefisk, rokker og nogle gange små hajer ved langline-hullerne. Fiskestykkerne, som blev brugt til madding, blev sat fint og systematisk op for enden af krogene.
»Det hele var som en dans, næsten rytmisk,« husker hun.
»Det bedste, jeg vidste, var at spise hellefiskekinder. Man skulle skrabe fiskefedtet væk, så var man inde ved kinden, og så var det bare at nyde. Det smager som sushi eller bedre, det er stadig min livret.«
Om natten hjemme i sin seng skete det, at hun fik mareridt. Altid over det samme. Fjorden, det kulsorte dybe hav, som var så smuk, men også skræmmende og dyb.
»Indimellem var der nogen, jeg kendte, som faldt i, når de var ude i speedbåde om sommeren eller røg gennem isen om foråret, når den blev tyndere og mere usikker. De kom ikke op igen.«
Hun har selv prøvet at falde i, men uden drama.
»Min far hev mig bare op igen. Når min far var der, kunne intet ske, alt ville ende godt.
Den form for tryghed, jeg oplevede, har jeg siden tænkt over, at alle børn burde have, når de er sammen med deres forældre.«
Familiesammenføring i Australien
Som 20-årig flyttede Nukâka Coster-Waldau til Danmark, oprindeligt for at blive sanger. Det var først som 29-årig, hun søgte ind på Statens Teaterskole.
Hun kendte mange i forvejen, sammen med sine forældre og søskende havde hun hver sommer været på ferie i Danmark, og hendes søster boede her også.
Der er langt fra det nordvestlige Grønland til det sydlige Australien.
For få uger siden kom Nukâka Coster-Waldau og hendes to piger hjem efter en måned i Sydney.
»Der skal jo familiesammenføring til engang imellem,« griner hun.
Og forklarer, at de er vant til at leve sådan. At der kan gå adskillige uger, hvor familien ikke er samlet, fordi Nikolaj indspiller enten »Game of Thrones« eller er på andre optagelser.
»Men der går jo noget hverdag i den, selv om vi er i Australien sammen. Det var ikke ferie, vi var på, selv om jeg godt kan høre, at det lyder som lidt af et luksusproblem.
Men Nikolaj er på optagelse om dagen, og jeg er meget obs på, at pigerne får passet deres lektier. Filippa går i 7. klasse, så det er et spørgsmål, hvor længe, vi kan blive ved med at hive dem ud af skolen. De har deres venskaber her i Lyngby, det betyder mere og mere for dem.«
Der er blevet rejst meget rundt i verden. Canada, Australien, USA og mange andre steder.
Hun vil ikke flytte, heller ikke til USA for at være tættere på sin mand, og for at familien kan være mere sammen.
»Da vi var yngre, ville Nikolaj gerne have, at vi flyttede til USA, men jeg var ikke klar. Og da jeg var klar, var han ikke længere så meget i USA. I dag er det blevet for dyrt at lave filmproduktioner derovre. Derfor foregår optagelserne som regel andre steder i verden. Så kunne vi sidde dér i USA, og han var et helt andet sted, det ville jo ikke hænge sammen.
Når Nikolaj er i Danmark, er han her et hundrede procent. Det synes jeg også, der er mange fordele ved.«
Har ikke valgt Nikolajs succes
At han som karakteren Jaime Lannister i »Game of Thrones« har opnået endnu større anerkendelse, end nogensinde, har Nukâka Coster-Waldau måttet forholde sig til.
»Jeg har lige skullet finde ud af, hvor jeg selv har været i den succes, Nikolaj har opnået. Meget konkret viste det sig, da vi sidste sommer gik rundt med vores piger i New York og der pludselig kom fotografer ind fra flere sider. Det føltes intimiderende og tættere på, end jeg tidligere har mærket.«
Hun oplevede det som ufrivilligt at være blevet hevet med ind i noget, hun ikke selv havde valgt. Det havde parrets to børn heller ikke.
»Siden har jeg prøvet at holde det hele lidt ud i strakt arm, så godt jeg har kunnet. Hvad enten det er som Nikolajs kone eller som grønlænder.«
En af Nukaka Coster-Waldaus visioner er at skabe en større viden om Grønland. For danskerne ved ikke så meget, mener hun.
»Jeg har sagt til mig selv og andre grønlændere, at hvis vi gerne vil bidrage med større viden, skal vi være åbne for spørgsmål. Vi må ikke blive fornærmede over »dumme spørgsmål, alle spørgsmål er i orden.«
Har du prøvet at ride på en isbjørn?
Det gælder selvfølgelig også de spørgsmål, som børn stiller. Et par gange har Nukâka Coster-Waldau været henne på sine pigers skole og fortælle om Grønland.
»Børn er fantastiske, fordi de spørger så direkte. Om man kan købe rigtigt tøj oppe på Grønland, og om jeg nogensinde har prøvet at ride på en isbjørn.«
Det har hun selvfølgelig ikke, siger hun og tænker lidt.
»Hvor ville Danmark være kedelig uden Grønland og omvendt. Vi er så filtret ind i hinanden, det kan vi hverken løbe fra eller ændre på.«
