Den tidligere Oasis-sanger Liam Gallagher har ifølge engelske The Sun fortalt til venner, at ægteskabet med Nicole Appleton er slut

I fem år har den ofte temperamentsfulde Beady Eye-forsanger været gift med den tidligere All Saints-sangerinde Nicole Appleton. Men ifølge The Sun er der lige nu knas i ægteskabet. 
Liam Gallagher skulle eftersigende nemlig have lavet en 'Arnold Schwarzenegger', altså fået et barn uden for ægteskabet.

Det hele startede, som den slags ofte gør, med en anden kvinde. I 2010 mødtes Gallagher med journalisten Liza Ghorbani, der arbejder på The New York Times, i forbindelse med et interview. Ifølge Ghorbani hyggede de to sig gevaldigt meget, og nu kræver hun børnepenge fra Gallagher. For syv måneder siden fødte hun en datter, Gemma, og hun påstår, at Liam Gallagher er faren. Noget som Gallagher selv på det kraftigste benægter. Sagen kører nu i retten i New York.

Det ville ikke være første gang at Gallagher ragede lidt for langt frem med underlivet. Han har allerede en uægte 15-årig datter, som han fik ved siden af sit første ægteskab til Patsy Kensit. Ifølge engelske medier skulle det forhold været fortsat on/off i to år, mens Liam var gift ved siden af. 

Ifølge The Sun, er hans nuværende kone Nicole Appleton fuldstændig knust over nyheden. Hun hørte angiveligt først om sagen dagen før den kom i aviserne fra Liam selv. Hun skjuler sig lige nu i Florida med sin familie. 

- Hun er fuldstændig knust. Han har vidst det hele tiden og har ikke fortalt hende noget som helst. Det er det, der er mest forfærdeligt. Hun fandt ud af det, på samme tidspunkt hvor alle andre gjorde. Nicole er helt ødelagt. De har ikke snakket sammen siden han ringede og fortalte om det, dagen før det var i avisen, siger Appletons mor Mary til The Sun. Hun mener i øvrigt selv, at anklagerne må være helt rigtigt, eftersom Gallagher valgte at ringe til sin kone og fortælle om det hele. 

Gallagher skulle have fløjet til Florida og været sammen med sin kone og deres fælles barn efter et par koncerter med sit nye band Beady Eye, men han er nu forment adgang. 


Mens Nicole Appleton er i tvivl om, hvad der nu skal ske med hendes ægteskab, virker Liam mere afklaret, ifølge The Sun. 

- Liam siger han har fået nok af det hele. Han er træt af al dramaet og synes ikke hans ægteskab er værd at kæmpe for længere, siger en ven af sangeren til The Sun og fortsætter:

- Han er meget påvirket af det hele fordi han ikke har fået noget søvn i fire dage og har drukket tæt. Men det er sådan han har det i øjeblikket. Måske skifter han mening, når han får snakket med Nicole om det, men lige nu siger han til alle, at det er slut.

Både Liza Ghorbani og Liam Gallagher har hyret topadvokater i faderskabssagen, som vil fortsætte de næste par uger.