Den danske film- og tv-stjerne Søren Malling hoppede næsten af begejstring, da han fik tilbudt en rolle i den kommende eventyrfilm om 'Skammerens datter'.

For ikke alene skulle han spille med i filmatiseringen af den populære børne- og ungdomsbog, som hans egne børn har slugt råt. Han fik også lejlighed til at se helt anderledes ud, end han plejer.

- Jeg var blevet træt af at kigge på mig selv, siger 47-årige Søren Malling, da bt.dk møder ham på optagelserne i Prag, og forklarer hvorfor:

 - Når man som jeg har været så heldig at have været med i rigtig mange ting, sker der tit det, at man laver dem på én gang. Og dermed får man - plus minus et par cm - den samme frisure og udseende.

- Så jeg havde det bare sådan, at jeg tænkte 'hold kæft, hvor du bare fuldstændig ligner den samme hver eneste gang.

- Da instruktøren Kenneth Kainz så tilbød mig at være med i 'Skammerens datter', så jeg en mulighed for at forandre udseende og spurgte om vi ikke skulle gøre noget radikalt. Så det endte med, at jeg blev klippet skaldet, fik et stort ar og ZZ Top skægget.

- På en eller anden måde tænker jeg, at det også må være forfriskende for publikum at se et andet visuelt udtryk, end ham de er vant til at se på tv eller i biografen, siger en meget veltilfreds Søren Malling.

Rollen han spiller i den kommende eventyrfilm, er som våbenmesteren, middelalderens svar på en politimester, som er den onde fyrstes håndlanger.

- Han er den onde onde håndlanger til fyrsten. Nu er bogen jo udgivet, så det er ikke nogen hemmelighed, at han vender rundt på tallerken og trodser den loyalitet, han har udvist systemet, forklarer Søren Malling om sin rolle, som han trods universets enkelhed, er virkelig begejstret for.

- Det hele er sådan lidt tegneserie-agtigt på den ekstremt fede måde. Problemet med at filmatisere sådan en populær bog er selvfølgelig, at alles illusioner på nethinden kan briste. Men det tror jeg nu ikke, at de gør!

Filmen får premiere i foråret 2015.