Den 37-årige pole-dancer og tidligere tv-vært Stine Kronborg fortæller, hun er ramt af en begyndende depression efter farens død.

Det skriver hun i en blog på Her & Nu.

Stine Kronborg, der blandt andet er kendt som reality-deltager og fitnessmodel, befinder sig lige nu i barndomsbyen Nakskov på Lolland. Faren døde af kræft i december sidste år, og nu sidder Stine Kronborg alene i dødsboet og arrangerer begravelse og ordner papirer til skifteretten.

Bunken af pligter og sorgen over sin fars død har sendt hende helt ned i kulkælderen, forklarer hun i bloggen på Her & Nu:

»Jeg føler mig alene, føler, at jeg imod min vilje var blevet plantet i dette og kæmper stadig med at finde det positive i at sidde i mit fars dødsbo i Nakskov i stedet for at bygge på min fremtid i USA, som min drøm var,« skriver hun og fortsætter:

»Og lige netop den situation kan jeg simpelthen ikke overskue og det har nok startet en form for depression.«

Stine Kronborg forklarer, at hun selv står med ansvaret for sin fars dødbo, da begge hendes brødre lever i USA. Som 12-årig mistede hun også sin mor til kræft, og sorgen over farens død er stor. Hun har svært ved at spørge andre om hjælp og føler sig fanget i hjælpeløshed, fortæller hun:

»Jeg har været rigtig ked af det her på det sidste og har stadig store problemer med at indse, at jeg ikke er så stærk, som jeg troede, jeg var,« skriver hun og uddyber:

»Har haft forsøgt at skjule, at jeg græder flere gange hver dag, at jeg bare har lyst til at sove konstant, ikke haft lyst til at tale med nogen og bare håbet på at al smerten og alle de praktiske ting bare ville løse sig mirakuløst, for jeg kunne sgu ikke overskue noget som helst af det.«

Der kan dog være lys forude for den blonde pole-dancer. Til sidst i bloggen forklarer hun, hvordan hun er ved at få rettet fokus ind på at komme ovenvande igen:

»Jeg er bestemt ved at føle, kontrollen er tilbage igen, jeg tager igen ansvar for min egen fremtid og min egen lykke, uden at forvente at nogen kommer og redder mig,« skriver hun.