Susanne Breuning om at kaste med ting, at mænd altid har ret og gaffa på brysterne.

Når jeg bliver sur... bliver jeg ikke bare sur, men gal og rasende, og så kan jeg finde på at smadre ting. Engang gik det ud over en stor lang lysekrone laveret af muslinger. Jeg blev gal på min kæreste og rev den ned fra loftet og kylede den ind i væggen. En anden gang var jeg så sur, at jeg sparkede til en væg på Hotel La Plaza. Min fod gik lige igennem lige ud bag en trommeslager, der sad på scenen og spillede for publikum. Mit temperament fejler ikke noget, engang smed jeg et stort bloklys - det med fem væger - efter min mor, fordi hun sagde noget til mig, som jeg sikkert er for groft til at sige videre. Jeg er nu glad for at jeg ikke ramte - og undskyld mor.

Det mest pinlige, jeg har oplevet var... da jeg i Sønderborg Hallen for en del år siden dansede en cancan, og i den dans ender man jo med at springe op og lande i en spagat med armene op i luften. Da jeg havde gjort det, undrede jeg mig over, at folk grinede og klappede samtidigt. Det var fordi mine bryster var hoppet ud af kostumet. Siden da har jeg brugt gaffatape, det skal man varme under en pære og klæbe fast, så får jeg brysterne under kontrol.

Det gode ved at være mig er... jeg har det stort set, som jeg kan ønske mig. Har arbejde, er rask, bor som jeg altid har villet, har virkeligt gode venner og stadig krudt i rumpen. I sin tid gik jeg ud af skolen fø'r tid og derfor bad jeg min lærer skrive en udtalelse om mig, fordi jeg ikke fik noget eksamensbevis. Han skrev, at hvis Susanne har sagt ja, så er det et ja, det har jeg altid prøvet at leve op til. Jeg får gjort tingene. Jeg elskede den klasselærer og var venner med ham ind til hans dødsleje.

Det irriterende ved at være mig er ... at jeg er perfektionist, jeg er rigtig god til at lave skemaer, kolonner og planer som skal overholdes. Hvis det ikke sker, bliver jeg forvirret, og der kan ikke være rod i min verden. Jeg har jo mange forskellige job, blandt andet var jeg residence director på musicallen Mamma Mia. Planerne gælder også mine fridage, hvis jeg har skrevet jeg skal på affaldspladsen søndag formiddag, kommer det til at ske. Jeg rider på mange heste og ville ikke være uden arbejde. Jeg spiller med i Festen på Folketeatret, skal snart instruere Nykøbing Falster Revyen, desuden instruerer jeg en Rasmus Klump forestilling for Tivoli og skal medvirke i Dragsholm revyen.

Jeg var grådig... nej, det kender jeg ikke til, jeg er helt modsat. Hvis jeg oplever grådighed fra andre, skal jeg bare væk hurtigst muligt, og de kan rende mig i røven. Det sker nogen gange, hvis man i en butik ser folk, der skal rage gode tilbud til sig og nærmest skubber én væk. Det er hemsk, som man siger på svensk.

Jeg var misundelig dengang ... nej, jeg glæder mig altid over andres succes og hvad de har opnået. Det hænger nok sammen med, at jeg er tilfreds med mit liv. Jeg ligger som jeg har redt. Hvis jeg for eksempel ikke har fået en bestemt rolle, er jeg ikke misundelig på personen, der får den. Jeg tænker bare: Det er meningen, det skal ske, for der kommer til at ske noget andet for mig, som er mindst lige så godt.

Min største dumhed var, da... hver eneste gang, jeg har forladt et forhold. Jeg fortryder det altid, og smerten hænger ved. Det er nok fordi jeg inderst inde ønsker, at to mennesker skal være sammen hele livet, lære af hinanden og blive gamle sammen. Jeg er jo romantiker, men har efterhånden lært, at den drøm kan jeg godt skyde en hvid pil efter. Græsset er ikke grønnere på den anden side, men det lærer man først senere. Idealet for mig ville være, at blive gift og tage de kampe, som følger med, uden at gå. Jeg er 62 år nu og ville ønske jeg havde trygheden ved et andet menneske, som man kan snakke med. En som kan irettesætte een, og sætte een tilbage på det rette spor, når det er nødvendigt.

Det var en genistreg, da jeg... i 1976 - på Århus Teater blev valgt til at spille den mandlige hovedrolle i musicallen Pippin. Det var første gang det skete, og da Instruktøren Gene Foote tog tilbage til USA, blev ideen brugt igen, og det blev Paula Kelly, som skulle spille den mandlige hovedrolle.

Jeg var meget nervøs da ... jeg skulle have opereret en menisk ud af det ene knæ. Jeg var i gang som koreograf på West Side Story til Jyske Opera, og ved en såkaldt baglæns attitudedrejning, røg menisken. Da jeg skulle opereres, gik jeg i koma af angst, det var næsten ikke nødvendigt for dem at bedøve mig, for da jeg kom ind på hospitalet og blev lagt ned, troede jeg, jeg var bedøvet, men det var frygt. Jeg var ved at koreografere verdens bedste musical, og det ville være en katastrofe, hvis jeg ikke kunne fortsætte. Jeg vågnede op med et knæ som en fodbold, humpede rundt med to krykker og klarede det heldigvis.

Jeg accepterer simpelthen ikke... løgn. Hvis jeg tager en anden i en sort løgn glemmer jeg det ikke. Hvide løgne kan gå. Jeg har sikkert selv fyret rigtigt mange grimme løgne af, men det vil jeg helst ikke ind på. Jeg accepterer heller ikke sjusk. Du kan lige så godt gøre det ordentligt første gang, i stedet for at gøre det tre gange. Hvis man for eksempel skal gøre rent - gør det dog ordentligt første gang.
Jeg forstår ikke... hvorfor det er ulovligt, hvis jeg går med en peberspray i lommen, eftersom der jo i dag findes grufuldt afstumpede mennesker, som kan finde på at tæve folk på åben gade. Det ville ikke være sjovt at vågne op uden en pløk i munden. Når der findes den slags folk, forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke må forsvare mig. Jeg foreslår, at man kan søge en slags tilladelse til det.
Jeg var ludfattig da... jeg blev fastansat på Århus Teater som skuespiller med fast månedsløn og lige havde købt ejerlejlighed. Jeg fik mindstelønnen dengang som ikke uddannet skuespiller og det var ikke meget. Det var mere bevendt at være korpige.

Det skønneste – og det mest irriterende ved mænd er... at de er så skide kloge og altid har ret. Når jeg mener det, skyldes det nok, at jeg omgiver mig med kloge mænd, de er ikke bare sådan nogle brovtende vrøvlehoveder. Det gode ved mænd er også, at når man kommer ned på benzintanken, og ikke kan finde ud af at pumpe dækkene, er der altid en mand der kan hjælpe.

Det bedste - og det værste ved kvinder er...
at vi er så skide kloge, og altid vil ha' ret. Men der taler jeg ikke om mig selv, for jeg vil ikke altid ha' ret. Jeg blander mig aldrig i diskussioner, hvis ikke jeg er 100 pct sikker på, at jeg har ret. Det er måske fordi jeg ikke synes, jeg har ordet i min magt - jeg holder gerne kæft, og lytter til en god diskussion.

Jeg er elendig til at... klatre i træer og skifte hjul på bilen. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne klatre op i mine træer og topkappe dem, men det tør jeg ikke. Jeg passer meget på, og hvis jeg skal op på loftet i mit hus, bruger jeg en stige og tager altid telefonen med, så jeg kan tilkalde hjælp hvis katten skulle vælte stigen.

Jeg var nærig da... nej, hverken når det gælder penge eller næstekærlighed. Jeg giver gerne til dem, der mangler, og hjælper gerne andre, hvis de har brug for hjælp. Men når det gælder mig selv, har jeg det med at være nærig.

Det gør mig velfornøjet når... jeg går en tur i haven og ser forårsblomsterne stikke deres hoveder op. Når solen skinner, uanset hvordan vejret ellers er, når Tivoli åbner, når jeg er sammen med mine børnebørn. Jeg kan også li' at gå i cirkus og at danse og når en plan er vellykket.

Danskernes frisind er... overvurderet. Jeg synes ikke, vi er så frisindede, som vi gi'r udtryk for, eller burde være. Indstillingen er, at man skal ikke komme og ændre noget, så bliver man upopulær. For eksempel synes jeg det ville være et festligt indslag, hvis ham der stod på tankstationen havde ring i næsen eller horn i panden, men sådan bliver det ikke. Jeg synes vi generelt skal vise mere storsind; være mere large.

Ytringsfriheden er vigtig fordi... det er godt at lytte til andre , det ku' jo være, de sagde noget, som faktisk kunne åbne ens øjne - eller andres øjne. Men man skal i ytringsfrihedens navn huske det gamle ordsprog "Tænk, før du taler." Man skal også lade være med at skrive og tale grimt. Jeg vil ikke udtale mig om de meget omtalte tegninger, som har sat så meget igang. Vi har ytringsfrihed og ikke ytringstvang her i landet.