Det er temmelig uigennemskueligt, hvad der holder Charlie Sheen på benene. Rygterne om mange omganges afvænning for diverse substanser, eskapader med stribevis af prostituerede, retssager med ekshustruer og meget andet er højlydte, og skuespillerkarrieren er reduceret til tv-optrædener og en enkelt spoof (parodier og satire, red.) i biograferne i ny og næ.

Charlie Sheen er familiens sorte får, og hans far Martin Sheen og broderen Emilio Estevez afholder sig fra at kommentere Charlies gøren og laden. De få gange, de har kommenteret Charlie de senere år, har de erklæret sig ’magtesløse’.

Charlie Sheen får rebel og bad boy Jack Nicholson til at ligne en vandkæmmet skoledreng, men et fokus på livet i overhalingsbanen i stedet for filmrollerne gør også Sheens cv til forstemmende læsning på trods af ret heftig aktivitet.

Læs også:

Det begyndte ellers meget godt med små statistroller som barn i både ’Badlands’ og ’Dommedag nu’, hvor faderen spillede med. Første gang, Charlie Sheen stak ud som voksenskuespiller, var i Oliver Stones ’Platoon’ (1986), og kort efter fik han hovedrollen i samme instruktørs ’Wall Street’ i 1987.

Overhalet af Cruise

Siden var der en overgang rygter fremme om, at Charlie Sheen skulle spille hovedrollen i ’Født den 4. juli’ fra 1989, men en mere dedikeret og bedre skuespiller som Tom Cruise kom i vejen.

Charlie Sheen havde nemlig ikke helt det store dramatiske talent, og siden drejede karrieren – på nær en enkelt actionfilm med Clint Eastwood med titlen ’Koldt bly og varme øretæver’ – da også i retning af komedier. Charlie Sheen var med i spoof-filmen ’Hot Shots!’ og dens fortsættelse. Siden har han også været med i ’Dødbringende måben’ og flere ’Scary Movie’-film.

Læs også:

Det begyndte at blive mere interessant, da Sheen fandt ud af at spille en parodi på sit eget image som skørtejæger i tv-serien ’Two and a Half Men’. Den hurtige replik og det selvironiske glimt i øjet fungerede godt over for Jon Cryers tørre funktionærtype.

Serien kørte med Charlie Sheen i otte sæsoner fra 2003 til 2011, og Sheen blev efterhånden Hollywoods bedst betalte skuespiller i en tv-serie.

På afvænning

Det gik godt, lige indtil Charlie Sheen efter en periode på afvænning svinede seriens skaber Chuck Lorre til offentligt og derefter blev fyret. I perioden efter udsendte Charlie Sheen en serie aparte videoklip på YouTube, som man næsten skal se for at tro på indholdet.

Læs også:

Her er tydeligvis en mand på kanten af det normale. Enten på stoffer eller skizofren. Sheen erklærede sig med kryptiske forklaringer som lidt af et overmenneske. Kort efter var han på en ubehjælpsom live-turné, og siden er der faldet mere ro på.

Den eneste rekord, han har sat de senere år, var, da han som den hurtigste i verden nogensinde gik fra nul til én million følgere på Twitter, hvor han er mest kendt for at svine sin ekskone Denise Richards til.

Vi er mange, der ville ønske, at Charlie Sheen i stedet for koncentrerede sig om at spille skuespil.