Over en million fulgte med i 'Den store bagedyst' sidste uge, og dermed blev Timm Vladimir og Danmarks modigste amatørbagere blev dermed ugens mest sete program. De slog Danmarks modigste dansere i 'Vild med dans' med 50.000 seere.

»Det er helt vildt«, siger værten Timm Vladimir.

»Det er superskønt, at vi har kunnet slå et stort, velkørende fredagsunderholdningsprogram som 'Vild med dans'. Vi ligger en flad onsdag på et tidspunkt, hvor de fleste børn skal puttes, så vi burde have alle odds imod os,« siger Timm Vladimir.


Han er selv blevet spurgt masser af gange, om han vil være med i 'Vild med dans'.



»Men jeg har hver gang takket nej. Det skal jeg bare ikke være med i. Det har jeg ikke lyst til. Jeg kan også huske, at jeg blev spurgt, om jeg ville være vært på programmet engang«, afslører Timm Vladimir.

​Skruet op for det sjove


Hemmeligheden bag årets seersucces tilskriver han både deltagere og holdet bag programmet.



»Alt er bare blevet bedre her i 4. sæson, fordi alle er blevet bedre og mere fortrolige med programmet. Det er ikke længere et spørgsmål om, at det bagetekniske er i orden. Der er også skruet op for det underholdende. Der bliver vist flere fraklip, og jeg har også fået lov til at være sjovere og mere mig selv. Ikke bare en, der siger 'Klar, parat, bag'. Jeg går og smågøgler hele tiden og hygger lidt med deltagerne, og programmet er heller ikke så pænt, som det plejer at være.

Dommerne Mette Blomsterberg og Jan Friis Mikkelsen er også blevet rigtig gode til at give en ærlig, men retfærdig kiritik og vise forståelse for, at deltagerne bliver kede af det.