Gossip-eksperten fra morgen-tv Elisa Lykke fik natten til søndag et opkald, som ingen mor har lyst til at få. Hendes 18-årige datter, Sasha Lund, lå i en ambulance – forgiftet med stoffet MDMA.

Synet snører sig sammen til en sort tunnel på vej ud fra diskoteket. Pulsen er høj, og hun er angst. Angst over, hvad det er, der sker for hende. Pludselig ligger hun ned. Hun har muskelkramper og kan ikke styre sin kæbe. 18-årige Sasha Lund har fået noget i sin drink og ligger foran en natklub i indre København. Sådan forklarer Elisa Lykke datterens oplevelse natten til søndag.

En veninde ringer efter en ambulance, og da ambulancepersonalet kører af sted med Sasha Lund, ringer veninden også til Elisa Lykke lidt over fire natten til søndag:

»Jeg skyndte mig af sted mod Rigshospitalet. Det var ubehageligt og bekymrende at høre, at min datter var blevet udsat for sådan et overgreb. Det var jo ikke noget, hun selv havde valgt,« siger hun til BT.

Elisa Lykke, der også er tv-caster og PR-agent for blandt andet Nicklas Bendtner og Julie Zangenberg, fortæller, at datteren Sasha Lund, som i øjeblikket kan ses i DR's serie 'Ditte & Louise' i rollen som Tilde, havde været ude og more sig sammen med sine veninder.

Drinken smagte af panodil

På en natklub i indre København fik hun pludselig stukket en drink i hånden af en ung mandlig bekendt. Hun drak af den, men den smagte underlig. Veninden tog også en slurk, men syntes ikke, hun kunne smage noget. Da drinken var halvtom, spurgte hun igen veninden. Jo, den smagte underligt af panodil. Kort efter tog den sjove aften med veninderne en ubehagelig drejning for Sasha Lund, da hun blev kørt på hospitalet efter at have fået proppet stoffet MDMA i sin drink.

»Hun fortæller mig, at hun er helt sikker på, at det er den unge mands drink, der fik hende til at få det dårligt. Han har indrømmet det og skrev allerede til hende på Facebook på vejen ind mod hospitalet. Han havde proppet stoffet MDMA i hendes drink for sjov og vidste ikke, at det ville få den virkning. Men jeg synes langt fra, det er sjovt. Det er krænkende og helt ude af proportioner, at man er så ansvarsløs, og jeg er stadig påvirket af oplevelsen,« siger Elisa Lykke.

Stoffet MDMA, også kaldet ecstasy, som var puttet i Sasha Lunds drink, kan i følge Sundshedsstyrelsen give én en lykkefølelse i første omgang. Men specielt i varme lukkede rum såsom diskoteker, kan stoffet være dødelig, hvis man ikke får drukket noget væske og er udmattet af at danse. Derudover kan man få en langvarig depression.

Elisa Lykke forklarer, at man på hospitalet ikke tager blodprøver, der kan afgøre, hvad der har fået datteren til at reagere, som hun gjorde. Læger har dog givet udtryk for, at symptomerne tyder på, at Sasha Lund har fået MDMA, hvilket den bekendte, der gav hende en drink, også har indrømmet. Men da det kan ende med at blive påstand mod påstand, er det ikke sikkert episoden munder ud i en politianmeldelse.

Mandag har datteren det efter omstændighederne godt men er påvirket ovenpå oplevelsen:

»Hun sover, sover, sover og har meldt sig syg på arbejdet. Hendes krop gør ondt, og hun er mærket med slag fra de fald, hun havde, efter virkningen på stoffet havde meldt sin ankomst. Men hun er nogenlunde ovenpå igen,« siger Elisa Lykke.

Selvom Elisa Lykke er rystet ovenpå oplevelsen, er hun fortrøstningsfuld i forhold til næste gang, datteren skal ud med vendinderne:

»Hun er en fornuftig og ansvarlig pige og har altid fået tudet ørerne fulde af, at man skal holde øje med, om nogen propper stoffer i ens drink. Men jeg tror, hun vil være ekstra opmærksom på sin drink næste gang, hun tager ud med veninderne. Og så tror jeg også, at hun vil være meget vågen overfor, hvem hun kan stole på,« siger hun.

Elisa Lykke vil gerne advare andre forældre efter overgrebet på datteren og håber, at hendes fortælling kan få en debat i gang omkring de farlige stoffer, der florerer i nattelivet.

»Jeg synes det er dybt dybt uansvarligt at proppe stoffer i andres drink, og der er kommet en grænseløshed, der efterhånden har nået urimelige højder. Derfor håber jeg, at vores oplevelse kan advare om, at den slags overgreb finder sted ude på klubberne, og at vi skal passe på vores børn. Vi skal tage snakken over aftensmaden ude i hjemmene og fortælle vores piger, at de skal passe på. Men vi skal også forklare drengene, at der er konsekvenser ved at proppe ting ned i andres drink. Det kunne være gået meget værre, end det heldigvis gjorde. Det kan være virkelig farligt for kroppen med de her stoffer, og der kan være seksuelle bagtanker med at bedøve unge piger. Det sidste var heldigvis ikke tilfældet i min datters tilfælde,« siger hun.