Mere end 10 år efter forfatteren Stieg Larssons død, er forlaget bag den ekstremt succesfulde Millenium-krimiserie klar med detaljer om det fjerde bind. Millenium-serien er udgivet på 30 sprog og solgt i 75 mio. eksemplarer.

Stieg Larssons familie, der varetager hans bo, har trods modstand fra Larsson samlever gennem 30 år, Eva Gabrielsson, givet deres tilladelse til det fjerde bind 'Det der ikke slår os ihjel', der udkommer den 27. august.

Efter hendes mening er der alene tale om et spekulationsprojekt, som Lagercrantz ingen forudsætninger har for at skrive. Larsson ville vende sig i sin grav, mener hun.

'Det der ikke slår os ihjel' skrives af forfatteren David Lagercrantz, som mange danskere vil kende som manden bag fodboldspilleren Zlatan Ibrahimowics biografi 'Jeg er Zlatan'.

»Ved at lade David Lagercrantz skrive sin egen Millennium 4 vil vi holde liv i de karakterer og den verden, som Stieg Larsson skabte. Vi ser det som en måde at tilbyde hans mange læsere en længe ventet fortsættelse. Valget faldt på David Lagercrantz, fordi vi tror, at han er meget egnet til opgaven. David er en dygtig forfatter, som gennem hele sit forfatterskab har skildret særprægede personer og komplekse genier. Han kommer til at gøre det på sin egen måde,« siger Larssons far og bror, Erland og Joakim, i en pressemeddelse.

De tilføjer:

»Vi hører igen om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, om Erika Berger, Jan Bublanski og hans nærmeste medarbejder Sonja Modig. Om Plague i Hackerrepublikken og mange andre, men der er også en del nye personer med.«

Arbejdet med det fjerde bind har været omgærdet af et stort hemmelighedskræmmeri. David Lagercrantz har måttet arbejde på en computer uden netadgang. Det samme har den danske oversætter.

Her er, hvad forlaget Modtryk må fortælle om bogen:

»Bladet Millennium har fået nye ejere. Onde tunger hævder, at tiden er løbet fra Mikael Blomkvist, og han overvejer at finde et andet arbejde. Lisbeth Salander er rastløs. Hun medvirker i et hackerangreb tilsyneladende uden nogen særlig grund. Hun tager chancer, hun normalt er omhyggelig med at undgå. Det ligner hende ikke.

En sen nat ringer professor Frans Balder, en førende autoritet inden for forskning i kunstig intelligens, til Blomkvist. Balder påstår, at han sidder på afgørende information om den amerikanske efterretningstjeneste. Han har desuden haft kontakt med en ung kvindelig superhacker, som har visse ligheder med en person, Blomkvist kender ganske godt.

Mikael Blomkvist begynder at håbe på det scoop, som både han og Millennium har hårdt brug for. Lisbeth Salander har som sædvanlig sin helt egen dagsorden. Lisbeth Salanders og Mikael Blomkvists veje krydses. Endnu engang.«

Ifølge Eva Gabrielsson handler den nye bog alene om penge. Den er, modsat rygter om det modsatte, IKKE skrevet ud fra det halvt færdige manus, Larsson efterlod sig ved sin død. Det har Gabrielsson skjult et ukendt sted.

»Da Stieg begyndte på den fjerde bog var det et spontant projekt. Nu virker det det som om, motivet til den fjerde bog er ren misforståelse, siger Gabrielsson til AFP. Hun kalder valget af Lagercrants 'et idiotisk valg'.

»Han har aldrig været aktivist.«