Når et-årige Yasmin skal begraves, bliver det uden deltagelse af hendes far, Abdullah Naser. Pigens mor, Josephine Offenberg, vil ikke fortælle ham, hvor og hvornår begravelsen bliver afholdt.

To unge forældres skænderi om deres fælles datter fortsætter efter datterens tragiske død i et trafikuheld. Pigens mor vil ikke tillade faderen at deltage i begravelsen.

1-årige Yasmin mistede livet i en tragisk trafikulykke ved Skibby 29. december. Pigen sad i en bil sammen med sin 17-årige mor, Josephine Offenberg og morens 19-årige kæreste, da bilen kolliderede med en bus. Den 19-årige mand, der var fører af bilen, blev dræbt på stedet. Datteren blev bragt til sygehuset, hvor lægerne forgæves forsøgte at redde hendes liv. Josephine Offenberg har yderligere oplyst, at hun var i gravid i 1. måned og at hun mistede barnet under ulykken.

Snart skal Yasmin begraves. Men hendes biologiske far, 21-årige Abdullah Naser, er ikke velkommen til begravelsen. Det fortæller den ulykkelige far til BT.

- Jeg må ikke komme til min datters begravelse. Hendes mor vil ikke fortælle mig, hvor og hvornår det er. Hun har heller ikke givet mig lov til at se hende, efter hun er død, fortæller Abdullah Naser til BT.

I frustration over moderens beslutning om at udelukke ham fra begravelsen har han bedt Statsamtet om hjælp til at få oplyst tid og sted for begravelsen.

- Statsamtet sagde, at jeg skulle ringe til den lokale kirke. Da jeg ringede til kirken, sagde de, at de ikke måtte fortælle mig, hvor begravelsen foregår, siger Abdullah Naser.

Josephine Offenberg bekræfter over for BT, at Abdullah Naser ikke er velkommen til begravelsen.

- Grunden er, at han og hans brødre har sagt, at det var min skyld at Yasmin døde, og at det ikke var sket, hvis jeg havde passet bedre på hende. Derfor skal han ikke komme i nærheden af mig, og de skal ikke komme til begravelsen, siger Josephine Offenberg.

Josephine Offenberg var 15 år, da hun blev gravid. I et interview med Ude og Hjemme før ulykken har Josephine Offenberg fortalt, at myndighederne var kritiske over for hendes moderevner og derfor udstyrede hende med en baby-simulator, en mekanisk 'baby' der skulle forberede hende på rollen som mor. Efter fødslen blev Josephine Offenberg sat under tilsyn af kommunen.

De unge forældre er flere gange gået fra hinanden, og de har i dag meget divergerende opfattelser af, hvordan sagen står, og hvem der har forældremyndighed over datteren. Begge forældre hævder således over for BT, at de har fuld forældremyndighed over datteren.

Ifølge Mitzi Offenberg, der er mormor til Yasmin, opstod der tumult og skænderier på hospitalet den dag, Yasmin døde, og det er ifølge mormoderen grunden til, at Abdullah Naser ikke er velkommen.

- På sygehuset havde Abdullah og hans familie en meget støjende og respektløs adfærd, og vi frygter, at det vil gentage sig ved begravelsen. Jeg vil simpelthen ikke have, at min datter skal opleve det samtidig med, at hun skal begrave sit barn. Havde de opført sig respektfuldt på sygehuset, kunne de også sagtens have været med til begravelsen, siger Mitzi Offenberg, der altså er mormor til Yasmin og mor til Josephine.

Ulykken 29. december skete, da bilen ramte et helleanlæg, hvorefter føreren mistede herredømmet og endte i den modsatte vognbane, hvor bilen ramte det forreste venstre hjørne på en Movia - bus.