To politibetjente blev fredag aften angrebet af en stor gruppe fodboldfans, da betjentene ville standse et slagsmål på gaden i Brøndby. Politiet ser en bekymrende tendens i Brøndby-fansenes opførsel.

En ganske almindelig anholdelse af to mænd, der var i slagsmål fredag aften i Brøndby, udviklede sig til en voldsom oplevelse for de to betjente, der forsøgte at gribe ind.

Oprindeligt var fire mænd kommet i karambolage med hinanden på hjørnet af Brøndby Møllevej og Brøndby Kirkevej lidt før klokken 21, og den forbipasserende politipatrulje greb ind.

De fire slagsbrødre standsede deres indbyrdes slagsmål og vendte i stedet deres vrede mod betjentene. For at undgå fysisk konfrontation blev der anvendt peberspray mod to af de fire mænd. En tredje mand løb i mellemtiden til et nærliggende klubhus for Brøndby IF-tilhængere og tilkaldte en større gruppe fodboldfans, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Pludselig blev betjentene konfronteret af cirka 100 personer, der begyndte at overdænge betjentene med kasteskyts og fyrværkeri, mens en af de pebersprayede mænd blev anholdt. Betjentene måtte opgive anholdelsen, tilkalde forstærkning og trække deres tjenestevåben for at holde gruppen på afstand.

Da en større politistyrke nåede frem, lykkedes det politiet at trænge gruppen tilbage til klubhuset Alfa-huset ved siden af Hytten, som begge er tilholdssteder for Brøndby-tilhængere. De tilstedeværende blev registreret, men der blev ikke foretaget anholdelser.

Politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi Michael Kristiansen er rystet over, at hændelsen kom så vidt.

»Det bekymrer mig meget, at to politifolk bliver overfaldet så voldsomt, mens de passer deres arbejde. Det er mig uforståeligt, og jeg synes, det er helt uhørt, siger Michael Kristiansen i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Jeg synes, vi ser en negativ udvikling i aggressivitet, konfrontation og voldsomhed blandt visse fangrupperinger med tilhørsforhold til Brøndby IF. Det er alvorligt, livsfarligt og kan i sidste ende få fatale konsekvenser. Det kan ingen være tjent med, og vi må nu overveje, hvordan vi kan bremse den udvikling,« siger han.

Politiet efterforsker nu overfaldet og arbejder på at identificere gerningsmændene. I den forbindelse vil man gerne i kontakt med vidner, som har set noget eller eventuelt har video og fotos fra episoden.