Udenrigsministeriet og det diplomatiske korps står klar til at hjælpe, når en dansker havner bag tremmer uden for landets grænser. P.t. drejer det sig om cirka 100 personer.

En 22-årig dansker sidder i frivillig isolation i det berygtede Rikers Island-fængsel i New York, sigtet for at have forgrebet sig mod flere børn i en daginstitution på Manhattan.

Gennem den lokale generalkonsulat forsøger den danske ambassade i USA at hjælpe den fængslede pædagogstuderende, men han er langt fra den eneste dansker, der må have diplomatisk assistance bag tremmer. Ifølge Udenrigsministeriet Borgerservice er omkring 100 danske statsborgere for tiden fængslet i udlandet. Det skriver Berlingske.

56 personer er fængslet i Europa, mens der samlet i Afrika og Mellemøsten sidder 15 danskere i fængsel, 13 danskere er fængslet i Asien, mens 16 er fængslet i Nord- og Sydamerika. I knap halvdelen af tilfældene drejer det sig om narkosager.

Udenrigsministeriets Borgerservice har to hovedopgaver, når danskere bliver fængslet i udlandet.

»Den ene er at hjælpe med, at den pågældende får adgang til en forsvarsadvokat. Den anden er, at en dansk repræsentant besøger vedkommende i fængslet så vidt muligt og dermed giver en menneskelig støtte,« siger Uffe Wolffhechel, kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice, der ikke kan udtale sig om konkrete sager.

Opgørelsen over antallet af fængslede danskere er usikker, idet Borgerservice ikke altid får at vide, når en dansker fængsles. Den pågældende har krav på at få mulighed for at oplyse Udenrigsministeriet om fængslingen, men ønsker det ikke nødvendigvis altid.

Hertil kommer, at der kan være tale om danskere, der er blevet løsladt, uden det er blevet registreret.

Uffe Wolffhechel forklarer, at en fængslet i udlandet har krav på at få adgang til en forsvarsadvokat. Her går hjælpen typisk på at give den pågældende fængslede en liste over lokale advokater, som de danske ambassader kender som professionelle.

Den fængslede skal selv betale for advokathjælpen, men Udenrigsministeriet kan eksempelvis hjælpe med overførsel af penge, hvis det ikke kan klares via andre kanaler.

Borgerservice overlader det juridiske til advokaten, men til gengæld ydes der hjælp af en mere social karakter, forklarer Uffe Wolffhechel. En dansk repræsentant besøger den fængslede, som vedkommende har krav på ifølge Wienerkonventionen.

»Nogle gange kan det alligevel være svært at få tilladelse til det, men det får vi som regel,« siger Uffe Wolffhechel.

»Uanset hvem man er, og hvad man er sigtet for, er det ikke rart at sidde fængslet langt væk hjemmefra. Derfor er den en menneskelig støtte, at man kan få besøg af en dansk repræsentant, der kan snakke med vedkommende om situationen,« siger han.

Det danske generalkonsulat i New York har tidligere oplyst til Berlingske Nyhedsbureau, at det er lykkedes konsulatets borgerserviceteam at besøge danskeren i fængslet i New York, og at konsulatet ville forsøge at at besøge ham igen.