Fyns Politi leder efter en mand, efter at en 13-årig pige er blevet antastet to gange i denne uge i Vissenbjerg på Fyn.

Det oplyser vagtchef Milan Holck Nielsen til Ritzau.

Den 13-årige pige blev første gang antastet mandag og igen onsdag eftermiddag.

»Der er ikke sket pigen noget, men det er selvfølgelig en ubehagelig oplevelse,« siger vagtchefen.

»Han har ikke haft fysisk fat i hende, men han har rettet henvendelse til hende,« tilføjer han.

Fyns Politi meldte onsdag aften ud om den pågældende mand på Twitter, efter den 13-årige pige var blevet antastet for anden gang torsdag eftermiddag.

'Der er anmeldt endnu en hændelse i Vissenbjerg, hvor en yngre pige er blevet antastet af en mand i hvid varebil mellem klokken 15.05 og 15.15 på Kirkehelle ved Lunderskovhuse.'

'Vi har brug for hjælp til at identificere en mand, der signaleres: dansktalende mand, cirka 60 år, 175 centimeter, spinkel, mangler fortænder, skaldet med hæs stemme. Han ryger cigaretter, han halter og har måske modermærke eller lignende ved den ene mundvig.

'Han kører i en hvid varevogn svarende til Peugeot Partner – måske papegøjeplader. Han kørte fra stedet mod syd. Hvem kender ham?' skriver Fyns Politi på Twitter.

Begge hændelser fandt sted på Kirkehelle ved Lunderskovhuse. Politiet kan ikke sige noget om, hvorvidt det er tilfældigt eller ej, at det er gået ud over den samme pige.

Politiet ønsker desuden ikke at oplyse, hvad manden har sagt til pigen, skriver Ritzau.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114, hvis du har informationer om den pågældende mand.