En 16-årig dreng blev natten til fredag stukket med kniv i en lejlighed i Brønderslev, skriver nordjyske.dk.

Ifølge politiets oplysninger var der tale om et drikkelag, der udviklede sig så voldsomt, at den 16-årige blev stukket af en 17-årig dreng.

»Derefter truede den 17-årige ifølge vores oplysninger den 16-årige med at slå ham ihjel, hvis han meldte sagen til politiet,« siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.

Den 16-årige er uden for livsfare.

Nordjyllands Politi tager fredag formiddag stilling til, om den 17-årige skal fremstilles i et grundlovsforhør.

BNB