Den 18-årige mand, der er sigtet for weekendens tre bombetrusler mod Lalandia i Rødby, blev torsdag varetægtsfængslet i 14 dage ved Retten i Nykøbing Falster.

Ved et tidligere grundlovsforhør valgte dommeren at give politiet tre dage til at efterforske sagen, og vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller, at politiet særligt har fokuseret på de tre håndskrevne bombetrusler i efterforskningen, og at dommeren nu mener, at der er begrundet mistanke mod den 18-årige.

»Skrivelserne bestyrker mistanken mod manden ifølge retten, og nu har vi nogle dage til at efterforske yderligere elementer i sagen. Vi har et par andre spor også, men det er hovedsageligt de tre skrivelser, som vi har fokuseret på indtil videre,« siger Søren Ravn-Nielsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Den sigtede mand nægter sig fortsat skyldig, og forsvareren valgte straks at kære torsdagens afgørelsen. Nu skal landsretten ifølge TV 2 Øst tage stilling til, om afgørelsen om varetægtsfængslingen skal stadfæstes. TV 2 Øst beretter videre om, at politiet har aflagt den sigtede et besøg og sammenlignet en ansøgning til et kørekort og håndskrevne skoleopgaver med de tre håndskrevne bombetrusler. Det fortæller Anne Bundgaard, der er konstitueret dommer.

»Jeg har en begrundet mistanke om, at han er gerningsmand til de bombetrusler. Man har sammenlignet de tre håndskrevne bombetrusler med papirer fundet hos den 18-årige. Det vurderes, at det med stor sikkerhed er samme person, der har skrevet det hele,« siger Anne Bundgaard til TV 2 Øst.

Søren Ravn-Nielsen oplyser, at man ikke har fundet noget brugbart på videoovervågningen fra feriecentret. Den sigtede er godt nok blevet set på overvågningen, men da han arbejder på stedet, er det ikke brugbart bevismateriale.

Den unge mand er nu fængslet frem til 2. september.

»Det er blandt andet fordi, han ikke skal kunne påvirke politiets efterforskning,« siger Søren Ravn-Nielsen.