En 19-årig mand fra Viby ved Aarhus er blevet dræbt i hellig krig i Syrien. Det bekræfter mandens familie over for TV 2 Østjylland.

Den 19-årige blev angiveligt ramt af en vejsidebombe 21. juni. I dagene efter blev han behandlet på tre forskellige hospitaler, men døde af sine kvæstelser 28. juni.

Familien oplyser til TV 2 Østjylland, at den dræbte var rejst til Syrien med sin 21-årige storebror i juli sidste år, og at broren stadig befinder sig i det borgerkrigsramte land.

Ifølge familien var den unge mand stærkt motiveret af sin religiøse overbevisning og stærkt inspireret af religiøse folk fra det vestlige Aarhus.

Netop i det vestlige Aarhus - i Brabrand - ligger Grimhøjmoskéen. Den har flere gange været i søgelyset blandt andet i forbindelse med hvervning af unge muslimer, som rejser til Syrien.

Flere medier har tidligere beskrevet, hvordan de unge mennesker bliver undervist af personer fra den yderligtgående del af det islamiske miljø, heriblandt den kontroversielle imam Abu Ahmed, som tidligere har undervist implicerede i de to terrorsager Glasvejssagen og Glostrupsagen.

I sidste uge kaldte Dansk Folkeparti justitsminister Karen Hækkerup (S) og integrationsminister Manu Sareen (R) i samråd, efter imam Abu Ahmed havde prædiket for drab på jøder. Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) mener, at moskéen bør lukkes.

»Vi kan ikke bare blive ved med at tale om tingene. Den her moské har tidligere været med til at sende unge mænd med muslimsk baggrund til Syrien for at kæmpe hellig krig. Nu går den ikke længere for Grimhøjsmoskéen, der har været involveret i en række uheldige ting,« sagde Martin Henriksen i forbindelse med indkaldelsen til samrådet.

Også i april vakte moskéen forargelse, da dens bestyrelsesformand kaldte en dansk selvmordsbomber i Irak for en helt.

I maj i år nåede antallet af danskere, der er taget til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen, op på mindst 100 personer. Det viser en analyse fra Center for Terroranalyse (CTA) under Politiets Efterretningstjeneste (PET). Samtidig konkluderer analysen, at der i de militante islamistiske miljøer i Danmark foregår en meget aktiv radikalisering af nye, unge medlemmer, hvor formålet er at sende dem til Syrien for at kæmpe.

Af frygt for, at de unge mennesker vender radikaliserede hjem, er Danmark ifølge justitsminister Karen Hækkerup for nylig gået sammen med en række andre europæiske lande om indsatsen i forhold til de såkaldte Syrien-krigere.

Ifølge tal fra CTA har mindst 11 danskere mistet livet i hellig krig i Syrien.