En 19-årig mand er ved retten i Aarhus fredag blevet varetægtsfængslet i foreløbigt tre uger sigtet for trusler om at udføre terror, ligesom han ifølge politiet har billiget terrorhandlinger begået af terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS).

Manden, der er dansk statsborger, blev torsdag omkring middag anholdt i Aarhus i et samarbejde mellem Østjyllands Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET). Anholdelsen kommer efter han på Facebook havde delt et link til en video, der angiveligt er produceret af IS.

Videoen viser flere personer, der bliver henrettet, og ifølge videoen skulle de henrettede være spioner mod IS. Ved delingen på Facebook skrev den århusianske mand en tekst, som politiet og PET vurderer som værende trusler om at begå terror og billigelse af terrorhandlinger, og derfor valgte de at anholde manden klokken 11.34 torsdag.

»Den 19-åriges tekst på Facebook må forstås som en trussel om, at andre, der spionerer mod IS, vil lide samme skæbne som personerne i videoen. Derudover sigter vi ham for at have fremsat en mere generel trussel om drab på vantro. Han er ligeledes sigtet for at billige de terrorhandlinger, som vises i videoen,« siger efterforskningsleder og fungerende politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi og tilføjer:

»Jeg håber, at en sag som denne kan have en præventiv effekt i forhold til andre, der for eksempel sidder hjemme ved computeren og overvejer at gøre noget lignende. Sammen med PET holder vi øje med den slags, og nu sender vi et kraftigt signal om, at man skal afholde sig fra at udføre sådanne handlinger, for man risikerer at blive sigtet for overtrædelse af en af de tungeste paragraffer i straffeloven.«

Derfor er manden blevet varetægtsfænglet i tre uger, besluttede Retten i Aarhus fredag formiddag.

Den 19-årige mand er sigtet for at fremsætte trusler om at begå terror, jf. straffelovens §114, stk. 3 og for udtrykkeligt at billige terrorhandlinger, jf. straffelovens § 136, stk. 2.