En ung kvinde blev natten til lørdag voldtaget under en halfest i Herfølge.

En 19-årig kvinde blev natten til lørdag voldtaget under en halfest i Herfølge. Det skriver bt.dk.

Kort før klokken 03 forlod den unge kvinde Herfølgehallen på Vordingborgvej for at ryge udendørs med en ung mand, som hun var faldet i snak med under festen.

»Kvinden har forklaret, at de skulle ryge sammen, og undervejs spørger han hende, om de skal gå en tur. De kravler over et hegn til et græsareal, hvor de sætter sig ned, og han lægger sin jakke på jorden. Herefter tager han fat i hende, holder hende fast mod græsset, tager tøjet af hende og voldtager hende,« siger vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi til bt.dk.

Efter voldtægten fortæller den 19-årige det til en veninde, og efter at de er taget hjem til venindens familie, bliver der slået alarm til politiet.

»Vi ved ikke, om deltagerantallet ved halfesten har været 400 eller 700, men når nyheden spreder sig, får vi nok styr på, hvem der har været til stede,« siger vagtchefen.

Den 19-årige kvinde har beskrevet gerningsmanden som cirka 18 år gammel, 165 til 170 centimeter høj og af mellemøstligt udseende.