Østjyllands Politi anholdt torsdag eftermiddag en 20-årig mand, der mistænkes for at have knivdræbt sin 42-årige mor i en lejlighed i Høje Gladsaxe.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi torsdag aften i en pressemeddelelse.

Politiet udsendte onsdag en efterlysning af den navngivne mand og lagde et billede af ham ud på politiets hjemmeside.

Det var Østjyllands Politi, som anholdt den 20-årige torsdag eftermiddag i Aarhus efter henvendelse fra en opmærksom borger. Anholdelsen skete uden dramatik.

»Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Glostrup Ret fredag med begæring om varetægtsfængsling,« siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen.

Hun ønsker ikke at give yderligere detaljer fra efterforskningen.

BNB